Næste år kan du synge med på hits som 'Believe', 'Strong Enough' og 'If I Could Turn Back Time', når verdensstjernen Cher besøger Danmark for første gang i 14 år.

Sangerinden kommer til Danmark som en del af sin 'Here We Go Again World Tour' og optræder i Royal Arena den 15 oktober 2019.

Sangerinden har de seneste år haft succes med flere Abba-covernumre, ligesom hun har medvirket i filmen 'Mamma Mia Here We Go Again', og nu drager hun altså på verdensturné, der bringer hende forbi Danmark.

Ud over en succesfuld musikkarriere har Cher også en succesfuld skuespilkarriere bag sig og har blandt andet vundet både en Oscar- og en Emmy-statuette.

Den 72-årige amerikanske sangerinde slog igennem i midten af 1960'erne med gruppen Sonny og Cher, men hendes solokarriere har været mindst lige så succesfuld, og da hendes album 'Believ' udkom i 1998, blev titelsangen den bedst sælgende single nogensinde af en kvindelig kunstner i Storbritannien.

Nummeret er desuden især kendt for sin tydelige brug af autotune.

Billetterne til Chers koncert i Royal Arena koster mellem 520 og 955 kroner og sættes til salg den 25. februar klokken 10 gennem Ticketmaster.

Er du superfan, kan du dog allerede fra tirsdag registrere dig til at købe såkaldte presale-billetter.