POP: Melodi Grand Prix-sangen er kun ét ud af mindst ti potentielle grov-hit på Chanée & N’evergreens debut. Albummet 'In a Moment Like This' flyder nemlig nærmest over af iørefaldende sange.

Det indledes selvfølgelig med titelnummeret, som duoen skal optræde med på torsdag. Men i stedet for at følge dén sang op med to-tre andre af rimelig kvalitet og derefter gå i gang med fyldmaterialet, bliver Tomas og Christina bare ved og ved og ved.

Og før hele ballet afsluttes af den flotte 'Making Miracles', overrasker den uforudsigelige duo med både calypso, disko, Rod Steward-agtig 80’er-rock og sågar et enkelt guitar-riff, der kunne stamme fra en overset U2-plade.

Pop-cocktail



Chanée og N’evergreen forstår nemlig at kaste de sidste 30 års populærmusik ned i en kæmpe blender, trykke på 'puré'-knappen og med fiks hånd blande deres egen store forfriskende musik-shake, der glider ned lige så let som sommerens første soft-ice.

Således når man at tænke både Wham, ABBA, Police, Simply Red og sågar Barry Manilow, mens de hjemmekomponerede sange folder sig ud.

Tæt på tyveri



Enkelte gange (som piano-riffet i 'Give Me Back My Heart') kommer man lidt for tæt på originaler som Simply Reds 'Something Got Me Started'.

Men ellers låner de som alle andre erfarne popkomponister med arme og ben for blot at skabe deres egen uimodståelige pop-dessert.

Albummet er selvfølgelig ikke perfekt. Jeg kunne således snildt have klaret mig uden både 'How Can I Make You Love Me' og 'Head Over Heels'.

Men trods små skønhedsfejl er Chanée og N’evergreens fælles debut en stor og glædelig overraskelse, der (MGP-sejr eller ej) bør sikre dem en stribe sommerhit.