Allerede inden Roskilde Festival er startet har et af dens hovednavne aflyst sin optræden.

Denne gang er der tale om den amerikanske musiker Chance the Rapper, oplyser festivalen fredag formiddag.

Det var meningen, at den 26-årige rapper skullet have optrådt om fredagen klokken 22.00 på Orange Scene. Det er desværre ikke første gang, at han har brændt Roskilde Festival af.

Også i 2014 aflyste Chance the Rapper sin koncert. Det gjorde han hele otte minutter, før festivalgæsterne skullet have oplevet ham.

Ifølge Ritzau blev det dengang meldt ud, at han aflyste på grund af sygdom. Det blev dog ikke nærmere oplyst, hvad sygemeldingen skyldtes.

Roskilde Festival oplyser ikke, hvad der ligger bag aflysningen denne gang. Men man har dog allerede fundet erstatning for ham.

'Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at Chance The Rapper ikke kommer, men vi har knoklet i døgndrift for at finde den bedst mulige erstatning, så jeg er stolt over, at vi kan byde Wu-Tang Clan velkommen tilbage på Orange Scene,' siger programchef Anders Wahrén.

Wu-Tang Clan er kendt for hits som C.R.E.A.M., Gravel Pit og Protect Ya Neck. Roskilde Festival 2019 finder sted fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli 2019 og er udsolgt.