Lyt til artiklen

Han har kun vist sig offentligt én gang, siden han i maj 2011 blev ramt af en blodprop. Nu fortæller forsanger og bandleder i Shu-bi-dua, Michael Bundesen, for første gang, hvordan han har det.

I et eksklusivt mail-interview med BT sætter Michael Bundesen for første gang ord på det hårde og lange genoptræningsforløb, han har været igennem de senere år. Det sker i kølvandet på sidste uges gode nyhed om, at Michael Bundesen har en finger med i Fredericia Teaters opsætning af ’Shu-bi-dua The Musical’, der får premiere til september næste år.

I interviewet fortæller Michael Bundesen, at han fortsat går til genoptræning et par gange om ugen, og at han glæder sig til at komme i gang i musikbranchen igen.

»Trods visse fysiske udfordringer, som jeg desværre stadig bøvler med, er jeg heldigvis ved godt mod. Når jeg som nu ikke lige står på en scene, må jeg jo finde andre måder at arbejde med musikken på. Her er denne musical et godt og spændende projekt synes jeg,« skriver Michael Bundesen.

970601-221237-1

Kan du sige noget om, hvad der har fået dig til at tro på det nye projekt?

»Jeg har hørt meget godt om Fredericia Teater, som jeg har fulgt i et stykke tid. Deres forestillinger virker gennemarbejdede, professionelle og fremstår, som om de er lavet af folk med noget på hjerte. Dette er kun blevet bekræftet efter vores møder med teatret, så jeg er sikker på, at dette samarbejde kommer til at munde ud i en fantastisk forestilling, som vi alle kan være stolte af.«

Frederica Teaters direktør, Søren Møller, ved sidste uges præsentation af den kommende Shu-bi-dua-musical.
Frederica Teaters direktør, Søren Møller, ved sidste uges præsentation af den kommende Shu-bi-dua-musical. Foto: Søren Malmose / Fredericia Teater
Vis mere

Betyder det noget for dig, at jeres musik med en musical kan få en ny form for platform i forhold til musikkens ”legacy”, som man siger i udlandet?

»Det betyder rigtig meget, ja. Jeg tror et eller andet sted, at vi alle har en ambition om, at noget af det, vi render og laver, vil blive husket og brugt af de efterfølgende generationer. Bliver vores beskedne bidrag til musikhistorien det, så tror jeg, at jeg taler på hele bandets vegne, når jeg siger, at vi alle vil være usandsynligt stolte.«

Er det vigtigt for dig, at det er en musical og ikke en teaterkoncert – hvor numrene jo normalt fortolkes og spilles i anderledes versioner?

»Om vi kalder det teaterkoncert, musical eller hvad vi gør, er for mig underordnet. Jeg synes, det vigtigste er, at vi får lavet en fantastisk forestilling, som vi kan være stolte over. Så kan vi jo kalde det en “Shu-Bi-Cal".«



Jeg læste for nylig, at du er begyndt at male. Hvad kan du fortælle om maleriet?

»Jeg er blevet bidt af en gal maler, ja:) Jeg har faktisk malet ret meget det sidste år. Egentlig har det bare været mit eget lille hyggeprojekt, men uden nogen vidste det, udstillede jeg et par billeder i sidste måned, som blev solgt med det samme. Så vi går og leger med tanken om en reel udstilling til foråret.«

Det er blot anden gang siden maj 2011, Michael Bundesen udtaler sig offentligt. Første gang var ved Danish Music Awards i november 2013, hvor han modtog DMA’s ærespris sammen med resten af Shu-bi-dua.