Sådan cirka en halv time inde i Keanes koncert fløj en måge forbi Northside Festivalen grønne scene. Pludselig vendte den om, fløj tilbage til scenen og forsvandt ud i solnedgangen.
Som tænkte den, 'hov, hvad fanden var det?'.
Jeg havde det på samme måde. What the f... Efter 30 minutters massiv pop, pomp og minimale omstændigheder trak tyngdekraften ubønhørligt i kæben og lydbølgerne i den halvkølige aftenluft kælede for de gamle popører.
Umiddelbart ligner de fire herrer fra Sussex, England en kæk flok friske lads til en fyraftensøl i en sky af kvikke bemærkninger. Efter en lang dag på kontoret.
Faktisk ville jeg ikke være blevet specielt overrasket, hvis Hugh Grant var trådt ind på scenen.
Jeg kender naturligvis Keane fra pladerne. Og radioen. 'We Are Young', 'Silenced By The Night'. God, melodiøs drømmepop. Et sted mellem indierock og regulær pop. En feelgood version af Coldplay. Eller som Muse uden patos. Efterskolepigernes boyband.
Der skal en god portion tro på egen musikskat til at lægge ud med to af sine største hit. 'You Are Young' og 'We Might As Well Be Strangers'. Det gjorde Keane med stor selvtillid.
For det første var lyden helt utrolig. Alt, og det var alt, stod helt skarpt. Tom Chaplins i øvrigt flotte vokal. Distinkt ned til det mindste åndedrag. Totalt klar trommelyd. Efter guitaristen forlod Keane for 12 år siden har bandet været uden guitar.
I stedet er bassisten, som ikke er fast medlem af Keane, og klaviaturblæksprutten Tom Rice-Oxley naturligt helt fremme i lydbilledet. Tilsammen skabte de et enkelt, komprimeret, medrivende lydtryk. Wauw for en power. Ovenpå er der jo melodierne. Som igen og igen skabte sing-a-long stemning i publikum og den livsglæde, man kun oplever på festens slagmark.
Og det er så i øvrigt en af fordelene ved - med et meget lidt festivalsk udtryk - infrastrukturen på den forholdvis lille Northside Festival. Hvor scener og boder er smart fordelt. Mange mennesker, men masser af plads til spas.
På plade er Keane flyvske. Live er de massive.
