Det oplagte åbningskunstner på årets Northside Festival, Peter Sommer, skuffede fælt.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Da jeg fredag middag kørte ind mod Aarhus ad motorvejen fra Skanderborg, var jeg lige ved at køre forkert i det nye kryds ved Viby-vejen.Noget kunne tyde på, at Skanderborgs egen sangskriver-es, Peter Sommer, har det på samme måde. Står ved en korsvej, risikerer at køre forkert. Som festival-performer.
Det lignede ellers den perfekte åbning på den aarhusianske Northside-festival. Som på bare tre år har etableret sig som det både bekvemme, cool og loose alternativ til Roskilde Festivalen og, ja, der var den igen, Skanderborg.
Peter Sommer er lokalhelt, han synger om 8-6-6-0 C. Men allerede fra begyndelsen af koncerten, fredag eftermiddag, var der et eller andet galt. Nu gør den kraftige vind, der heldigvis har blæst de tunge regnskyer øst på, det ikke lettere. Lyden blafrede retningsløst omkring i luften over Søren Frichs-vej.
På scenen den 38-årige sanger, formummet under en blå bøllehat og matchende vindjakke og et fire mand stort band. Med sig sange, overvejende fra de to seneste og meget forskellige album 'Til rotterne, til kragerne, til hundene' (2008) og 'Alt forladt' (2013). Hver for sig solide værker fra en af landes mere originale rock tekstforfattere.
Det første et step i retning af et større rockudtryk. Det nyeste med electro-baserede ømskindede, terapeutiske sange, der kirurgisk skærer ned i Sommers nylige skilsmisse.Sommer kan noget med ordene, som til dels kompenserer for den - efter min smag - knastørre sang og lovlig minimalistiske melodier.
Det er stort at få 'tigge' og 'røv'n til at rime på 'Blicher' og 'søvn'..
Tilsyneladende kan Sommer ikke helt blive enig med sig selv, om han skal gå den elektroniske eller rock-vejen. Det blev så ikke bedre af en elendig lyd. Til dels p.g.a. omtalte vind. Den tiltænkte power forsvandt i dunder og baldrer.
Vi skulle faktisk helt ned til det sidste nummer og 'Røde kort', før der endelig var fælles fodslaw mellem Peter og publikum.
Dobbelt ironisk nok skete der først for alvor noget, da fire af bandets musikere forlod scenen, mens musikken fortsatte fra en harddisc. Bassisten og keyboardspilleren Stefan Kvamm (bror til Simon) blev tilbage - fordi han er den eneste, der tør danse, som Sommer sagde. Han fik endelig bagt op til en fest, der kunne retfærdiggøre diskokuglerne i kulissen.
Peter Sommers sange fortjener en ommer. Næste gang, jeg hører ham bliver i en klub.
Forhåbentlig med den fandenivoldskhed, jeg kan høre fra festivalpladsen mens disse linjer skrives, hvor The Floor I Made Of Lava dæl'me spiller en flosset verson af Elton Johns 'Benny And The Jets'.
Northside Festival, Aarhus: Peter Sommer, fredag eftermiddag.
