Verdens største rock-band giver koncert i Roskilde på onsdag. BT går bag om bandet.

Rock-ikonerne AC/DC giver en udsolgt koncert på Dyrskuepladsen i Roskilde onsdag 15. juli. 50.000 billetter blev udsolgt på mindre end en time.

Det er gruppens første koncert i Danmark siden den succesfulde turné med albummet ’Black Ice’ (2008), der bragte bandet til både Parken (2009) og Casa Horsens (2010). AC/DC udgav sidste år albummet ’Rock or Bust’, bandets første uden Malcolm Young. De solgte samtlige 55.000 koncertbilletter på to timer. BT gennemgår AC/DCs historie i seks punkter.

1. Familien AC/DC

Den skotske arbejderfamilie Young, anført af ægteparret William og Margaret, emigrerede i 1963 fra Glasgow-bydelen Cranhill til Sydney, Australien. Ægteparret havde syv sønner og en enkelt datter. De tre yngste sønner George, Malcolm og Angus fik centrale roller i AC/DC, men den enlige datter Margaret (den yngre) skulle også få en plads i mytologien om AC/DC.

I 1973 byggede guitarist Malcolm AC/DC op fra askerne af gruppen Pony. Op til bandets debutkoncert på Chequers, Sydney nytårsaften, 1973 havde han fået lillebror Angus med som ekstra-guitarist. Deres storebror George, som havde haft en karriere med gruppen The Easybeats i 60erne, blev bandets faste producer (i 1974-1978, og indimellem fra 1986), rådgiver og ’sjette medlem’.

En fjerde brors søn, Stevie, agerede i 1987 turnémæssig stand-in for en sygemeldt Malcolm Young. Sidste år måtte den demens-plagede Malcolm indlægges på et plejehjem, men han nåede at anbefale sin oplagte afløser: Stevie. Han medvirker på det aktuelle album ’Rock or Bust’ og er også AC/DCs rytmeguitarist i Roskilde onsdag aften.

Og så var der søster Margaret. Ifølge legenden var det hende, som fik ideen til bandnavnet, efter hun havde set ordene ’AC/DC’ som inskription på sin symaskine.

2. Sangerne

AC/DC har haft tre sangere i bandets 40-årige historie. Den første, Dave Evans, lagde sin hæse røst på debutsinglen ’Can I Sit Next to You Girl?’ (1974), men holdt kun i under et år.

Hans erstatning blev den omflakkende, skotskfødte Ronald ’Bon’ Scott fra Fremantle ved Perth, der tidligere havde prøvet kræfter med både tyggegummi-pop i The Valentines og prog-rock i Fraternity.

I seks år smedede han sin frække og finurlige lyrik til bandets gnistrende rock’n’roll, inden han blev fundet død på bagsædet af en bil i Sydlondon 19. februar 1980. Kvalt i sit eget bræk efter en druktur, blot 33 år gammel.

Den tredje sanger, Brian Johnson fra Newcastle, England, debuterede på gigant-gennembruddet ’Back in Black’ få måneder efter sin indtræden. Johnson er i dag AC/DC’s sanger på 35. år.

3. ’Highway to Hell’

Et af AC/DCs allerstørste hit og en af rockhistoriens klassiske signatur-sange. Titelnummer fra gennembrudsalbummet af samme navn (1979), der ligesom efterfølgeren, ’Back in Black’, blev produceret af den legendariske Robert ’Mutt’ Lange. ’Highway to Hell’ fik en mystisk forbindelse med Bon Scotts pludselige død året efter, men hvad handler nummeret egentlig om?

Ofte er det nævnt som en sang der handler om spritkørsel eller er inspireret af bandets anstrengende turné-livsstil. Sangtitlen har dog en mulig reference til et dødsensfarligt vejsving for enden af en stejl bakke på Canning Highway nær Scotts hjemby Fremantle, hvor sangerens stamværtshus The Raffles lå.

4. ’Back in Black’ – verdens mest solgte rockalbum

Med over 50 millioner solgte eksemplarer er dette verdens næst mest solgte album efter Michael Jacksons ’Thriller’. Albummet blev lavet i månederne efter Bon Scotts død i februar 1980 som en hyldest til bandets afdøde rock’n’roll-levemand.

Titelnummeret, ’Hells Bells’ og ’You Shook Me All Night Long’ er blandt bandets største hit og fast inventar på sætlisten. Kuriøst nok var Bon Scott (som var tidligere trommeslager) faktisk med på en tidlig demo-version af sangen ’Have a Drink on Me’, som fik en morbid symbolik efter Scotts drukrelaterede død.

Nummeret er tilbage på sætlisten på den igangværende turné, for første gang siden 1985.

5. ’Let there be drums! And there was drums’

I 80’erne gik det galt mellem trommeslager Phil Rudd og bandet. Dagen efter indspilningen af den hårdtslående ’Flick of the Switch’ i 1983 sparkede den kontante bandleder Malcolm den pot-rygende og psykisk plagede Rudd ud af AC/DC.

To trommeslagere og otte år senere kom han atter med i bandet. I efteråret 2014 gik det på ny galt for Phil Rudd, der blev anklaget for besiddelse af stoffer og for at have planlagt et lejemord. Sidstnævnte anklage blev senere frafaldt, men AC/DC måtte lade ham gå.

Bandet kontaktede i stedet. . . Chris Slade.

Sårene er nulægt. Phil Rudd blev i torsdags idømt en dom på ’fængsel’ i otte måneder for besiddelse af stoffer og for at fremsige mordtrusler. Dommen skal afsones i hans hjem i New Zealand.

6. Det siger anmelderne:

Engelske The Guardian var med til premieren på AC/DCs 2015-turné på Coachella-festivalen i USA:

’Koncerten understreger bandets urokkelige følelse af kontinuitet. Trods alt; det er et band, der overlevede sin sangers død - men også deres vilje til at forfine og perfektionere. Den formel er stærkere end nogen af de enkelte medlemmer i bandet. Og publikums kaotiske reaktion viser, er AC/DC stadig er blandt de mest potente i rockmusik’.

AC/DC, fotograferet i København i 1977 med den oprindelige sanger Bon Scott. Foto: Jørgen Angel
AC/DC, fotograferet i København i 1977 med den oprindelige sanger Bon Scott. Foto: Jørgen Angel Foto: Jørgen Angel
Vis mere

Den mangeårige trommeslager, der nu er idømt fængsel for besiddelse af stoffer og mordtrusler. Foto: Ross Setford
Den mangeårige trommeslager, der nu er idømt fængsel for besiddelse af stoffer og mordtrusler. Foto: Ross Setford Foto: ROSS SETFORD
Vis mere

Fans, fotograferet i Østrig.
Fans, fotograferet i Østrig. Foto: EXPA/ Sandro Zangrando
Vis mere