Løfter brydes, drømme og hjerter knuses, og håbets flamme er i fare for at blive pustet ud af de ildelugtende vinde, som blæser ned fra udbytternes og finansfyrsternes forgyldte paladser oppe i bjergene. Hér når selv den største krise ikke op. Mens den så ofte omtalte 'almindelige mand' må gå fra hus og hjem.
Af: Steffen Jungersen
Velkommen til Bruce Springsteens univers på chefens 17. album, 'Wrecking Ball'. Bruce er indigneret, han er rasende som ind i helvede, og hele albummet syder af specielt én udmelding, nemlig: nu kan det være nok!
Fra starten går med den typiske Springsteen hymne, 'We Take Care Of Our Own' (betragt titlen som et spørgsmål eller misforstår du det hele!), og resten af albummets 50 minutters spilletid raser Bruce mod følgerne af bankkrisen i USA og den igangværende recession i den vestlige verden: arbejdsløshed, armod og afmagt. En tingenes tilstand, som ifølge The Boss skyldes grådige pengemænd og uduelige politikere, hvis forbrydelser ikke engang er blevet straffet, som han synger i én af albummets mest potente sange, 'Death To My Hometown'. Eller: 'If I had me a gun, I’d find the bastards and shoot ’em on sight', som han verdenstræt dræver i 'Jack Of All Trades', mens han søger håbet i håbløsheden.
'Wrecking Ball' er således og heldigvis ikke just et partyalbum, men derimod et fremragende og næsten skræmmende potent opråb efter mere lighed i en stedse mere skævvredet verden. Har man det på dén måde, tilbyder 'Wrecking Ball' både trøst, forståelse, medfølelse og – ja da – håb. Det er dét, Springsteen kan bedre end nogen, og det er en fornøjelse at have ham tilbage i den rolle.
Musikalsk kommer Bruce ikke til at vinde priser for nyskabelser hér. Og det skal han heller ikke – det soniske miks af traditionel irsk/ amerikansk folk, gospel og bombastisk Bruce rock hér er alt rigeligt og dertil fornemt eksekveret.
Et album med budskab og – ikke mindst – stort bankende hjerte. Dem er der alt for få af.
BRUCE SPRINGSTEEN, 'Wrecking Ball', (Columbia)
