»Baby, jeg vil med dig sydpå, sydpå, sydpååååå,« skrålede mange danskerne i sommeren 2019, da kæmpehittet 'Sydpå' af Bro, bedre kendt som Kevin Andreasen, lagde radiostationerne ned.

Men under overfladen blev popstjernen hårdt ramt af succesen, som steg ham til hovedet, og pludselig skubbede han alle omkring sig væk. Det fortæller han i dokumentarserien 'Kevin bygger Bro', som kan ses på Viaplay.

Han fortæller, at hans far var en af de personer, som han mistede kontakten til i næsten to år.

Det var blandt andet et skænderi omkring valget mellem en professionel fodboldkarriere og en levevej som popsanger, som splittede de to ad.

Faren ønskede, at han skulle satse på fodbolden, men Kevin Andreasen, som efterhånden er blevet fast inventar på de danske festivaler, ville det tydeligvis anderledes.

»De her halvlandet til to år (hvor de ikke talte sammen, red.) får man nogle sms'er, hvor man skriver lidt frem og tilbage. Jeg ved ikke, om det var, fordi at jeg ikke var voksen nok til at svare, eller hvad det var, men det kunne også godt være, at jeg bare skulle have en pause fra alt, hvad der hed fodbold, og alt, hvad der hed farmand lige på det tidspunkt,« fortæller Kevin Andreasen, inden han fortsætter:

»Men jeg fik så nosset mig sammen til at svare ham, for der kan gå en dag, og han bliver kørt ned, og så står jeg der og stortuder, fordi jeg ikke har fået snakket med ham. Så jeg vil hellere have kontakt til min far, fordi det en eller anden dag kan være, at han ikke er her mere, og så står jeg med en eller anden skyldfølelse af, at jeg kunne have været der for ham.«

I dokumentarserien møder man også Kevin Andreasens far, som ser tilbage på tiden uden sønnen som en svær periode.

Bro
Bro Foto: Pressefoto
Vis mere

»Det er selvfølgelig sørgmodigt, at vi ikke så hinanden det år dér. Det er ikke så fedt at tænke tilbage på. Selvfølgelig savnede jeg ham. Det er da klart,« fortæller faren til Kevin Andreasen.

I serien kommer vi også tæt på Kevins kamp mod angsten.

En angst, som til sidst tog så meget overhånd for Rødovre-drengen, at han altid forsøgte at skjule sig, når han bevægede sig uden for en dør.

Han fortæller, at det ikke handlede om at tage afstand fra sine fans, hvis de eksempelvis bad om et billede eller en autograf.

Han kæmpede bare med en 'bange følelse indeni', som han ikke ved, hvad skyldtes.

Kevin Andreasen fortæller dog, at angsten den dag i dag er forsvundet, men da det stod på, var det noget af det værste, han nogensinde havde oplevet.

»Det her med ikke at kunne være sig selv og ikke at vide, hvem man var,« uddyber Kevin Andreasen.

'Kevin bygger Bro' kan ses på streamingtjenesten Viaplay, og her ligger de fire første afsnit tilgængelige. De to sidste afsnit bliver udgivet tirsdag 30. juni.