Britney Spears og Kevin Federline er røget i totterne på hinanden.

Det tidligere ægtepar er nemlig uenige om, hvorfor deres to sønner ikke længere ønsker at bruge tid med deres mor.

Ifølge et interview, som Kevin Federline gav til ITV, ønsker børnene, Sean og Jayden, ikke længere at se deres mor, efter at hun 21. juli postede en række billeder på Instagram af sig selv, hvor meget lidt var overladt til fantasien.

Da Britney Spears blev konfronteret med den skarpe kritik, postede hun først en story på Instagram, hvor hun beskrev, hvor smertefuldt det var at få fortalt.

'Jeg ved, at teenagere kan være svære, men kom nu. Der er at være flabet, og så er der at være hadefuld,' skrev hun om sine sønner i en story på sin Instagram, som People har dokumenteret.

Kort efter postede hun igen en story, hvori hun stillede sig også kritisk over for Kevin Federlines evner som far, taget hans angivelige store cannabisforbrug i betragtning.

'Jeg lover jer. Der er mere cannabis i det hus, end hos 50 Cent, Jay-Z, Ludacris og Puff Daddy tilsammen!' skrev popdronningen.

Det fik Kevin Federline til at reagere ved at lægge en række videoer ud på Instagram, hvor man kan se en tydelig arrig Britney Spears, der skælder sine børn ud, som en slags forklaring på børnenes ønsker om ikke at se deres mor.

Efterfølgende lagde Kevin Federline et billede op på Instagram, hvor han forklarede årsagen til, at han lagde videoerne op.

'Jeg kan ikke sidde det over, at mine sønner skal anklages i den her sag, efter alt de har været igennem,' lød opslaget, der også anklagede Britney Spears for at lyve i sit opslag.

Videoerne var filmet uden Britney Spears viden.

Torsdag udtalte popstjernens advokat, Mathew Rosengart, sig om sagen til People ved at give en udtalelse, hvori han støttede op om Britney Spears evner som mor.

»Britney har støttet sine børn, og hun elsker dem meget højt. Om han (Kevin Federline, red.) ved det eller ej, så har mr. Federline ikke bare krænket Britneys privatliv, han har også undermineret hans børns privatliv, som han skulle beskytte,« lyder advokatens udtalelse.

Han fortæller også, at Britney Spears ønsker at holde stridighederne mellem Kevin Federline og hende selv privat.

Kevin Federline har efterfølgende valgt at slette videoen fra sine sociale medier.

Britney Spears og Kevin Federline var gift fra 2004 til 2007. Hun er nu gift med Sam Asghari.

Hun hittede i 00erne med hits som 'Oops! … I did it again', '(You Drive Me) Crazy' og 'Toxic', hvorefter hun i 2007 fik et sammenbrud, der resulterede i, at Britney Spears kronragede sig selv for rullende kameraer. Kort efter episoden kom Britney Spears under sin fars varetægt.