Sidste uge lagde Britney Spears billeder af seks kendte kvinder på Instagram.

Under teksten 'Det her er kvinder, som i sandhed har inspireret mig' deler hun billeder af blandt andre Sharon Stone, Sarah Jessica Parker og Miley Cyrus.

Nu afslører skuespilleren Sharon Stone, at der er en særlig forbindelse mellem hende og Britney Spears.

»Britney skrev et meget langt, vigtigt og gribende brev til mig i en meget vanskelig tid i sit liv og ville have mig til at hjælpe hende – det var omkring den tid, hvor hun barberede sit hår af,« sagde den 63-årige skuespiller i denne uge til talkshowværten Kelly Clarkson. Du kan se klippet i videoen ovenfor.

Sharon Stone kalder den knibe, Britney Spears var i tilbage i 2007, »ude af kontrol og forfærdelig«.

Det giver mening for den kendte skuespiller, at det netop var hende, sangerinden rakte ud til.

For til trods for en aldersforskel på 24 år delte de to en form for skæbnefællesskab, forklarer hun.

»Det var en meget svær tid i mit liv, og jeg kunne ikke hjælpe mig selv. Men sandheden er, at vi begge havde brug for hjælp. Hun havde brug for hjælp, og jeg havde brug for hjælp.«

Sharon Stone blev kontaktet af Britney Spears i 2007, da sangeren havde det svært. Foto CLEMENS BILAN
Sharon Stone blev kontaktet af Britney Spears i 2007, da sangeren havde det svært. Foto CLEMENS BILAN Foto: CLEMENS BILAN
Vis mere

At Britney Spears senere har fået hjælp, blandt andet af Sharon Stone, lader hun forstå af opslaget på Instagram, hvor hun hylder de seks kvinder og skriver om tiden under coronarestriktioner:

'Det gode ved de sociale medier er, at vi kan få forbindelse på andre måder, der hjælper til, at vi ikke føler os så alene i den her vanvittige verden. De her seje kvinder opmuntrer mig altid.'

Sharon Stone taler ud om sit forhold til den i dag 39-årige sanger, efter dokumentarfilmen 'Framing Britney Spears' i februar viste en Britney Spears, der har kæmpet mod alt og alle hele sit liv. Blandt andre sin egen far.

Britney Spears' advokat har netop ansøgt om, at hendes far, Jamie Spears, ikke længere skal være værge for hende.

Britney Spears' advokater har nu anlagt sag for at få sangerens far fjernet som hendes værge. Foto Eduardo Munoz.
Britney Spears' advokater har nu anlagt sag for at få sangerens far fjernet som hendes værge. Foto Eduardo Munoz. Foto: Eduardo Munoz
Vis mere

Onsdag satte Britney Spear for første gang selv ord på, hvordan hun har reageret på dokumentarfilmen om hende.

Hun skrev, at hun endnu ikke har set hele filmen, men kun dele af den, men siger, at den fik hende til at »græde i to uger«:

»Jeg er blevet udstillet hele mit liv, når jeg har optrådt foran mennesker. Det kræver stor styrke at turde vise sin sårbarhed, for jeg er altid blevet dømt … forulempet … og ydmyget af medierne … og bliver det stadig.«