Den britiske musikjournalist Jordan Bassett er ikke fan af Thomas Helmigs hit 'Stupid Man'.

Han håber i bund og grund, at det er en sang, som Helmig har skrevet som en joke. Den får altså ikke mange pæne ord med på vejen fra journalisten.

»Alle elsker en corny eller fjollet sang til et bryllup eller en fødselsdagsfest. Men det her er bare ikke en god sang. Det kan ingen påstå, at det er,« siger han i Radio24syvs kulturprogram AK24syv fra torsdag 13. juni.

Jordan Bassett sammenligner 90'er hittet med 80'er hittet 'Never Gonna Give You Up' af Rick Astley - hvilket nogen måske ville anse for at være en form for ros.

Men ikke denne musikjournalist.

»'Spend the night with a stupid man'. Det er en grotesk og komisk verselinje,« siger Jordan Bassett.

Det er blandingen af, at Helmig serverer noget, der er komisk og fjollet, som var det det mest vigtige nogensinde, der gør, at journalisten ikke bryder sig om hittet.

Han giver kun hittet to stjerner - og kun en sølle stjerne, hvis 'Kongen af Aarhus' vel at mærke mener det alvorligt med sangen. Du kan høre dele af dommen her i klippet, som Radio24syv har delt på Facebook tirsdag.

Man må formode, at der er mange danskere, der ikke er helt enige med Jordan Bassett.

'Stupid Man' er nemlig Thomas Helmigs mest streamede nummer på Spotify. Der er tæt på otte millioner afspilninger af hittet.

Sangen er skrevet og komponeret af Helmig selv i 1994. Den var et del af albummet af samme navn. Her sang Helmig alle numrene på engelsk.

I programmet runder musikjournalisten også syv andre sange fra danske kunstnere som D-A-D, Oh Land og Dizzy Mizz Lizzy. Det kan du høre mere om ved at klikke her.