Hvis man kan forestille sig, hvordan det ville lyde, hvis Keith Richards og Billy Gibbons dannede et band og røg sig så skæve, at de begge mistede tidsfornemmelsen, så har man et meget godt indtryk af Endless Boogie.

De er set og hørt tusinder af gange før – bands, der kapitaliserer på gamle musikalske trends uden at have noget som helst nyt at byde på. Og få af disse ”retro-acts” er værd at spilde lyttetid på, men New York-kvartetten Endless Boogie udgør i sandhed en undtagelse.

Over et årti har gruppen rodet rundt i undergrunden og væltet spillesteder med deres kradsbørstige og psykedeliske fortolkning af bluesens samt selvfølgelig boogierockens dyder.

Og det er der indtil videre kommet to udsyrede garageplader – ’Volume One’ og ’Volume Two’ (2005) – og to år gamle ’Focus Level’ ud af, men foreliggende ’Full House Head’ er uden tvivl den bedst realiserede af de fire plader, i hvert fald under alle omstændigheder den bedst producerede.

Det mest påfaldende er dog, hvor godt gruppens energi er indfanget og især hvordan de sine steder ti minutter lange, udsyrede jams aldrig bliver kedelige på trods af, at den slags sjældent virker optimalt, når den flyttes fra scenekant til vinylrille.

Men Endless Boogie er et festband, der tydeligvis giver pokker i innovation og udelukkende synes sat på jorden for at underholde sig selv og resten af vor så ofte berusede menneskerace, hvilket de gør med en indlevelse og spilleglæde, som skulle de dø i morgen.

Man er simpelthen lavet af sten, hvis ikke man vipper med foden før eller siden, når de fire herrer med øgenavnene ”Top Dollar”, ”The Governor”, ”Grease Control” og ”Memories from Reno” giver den så godt gas, at alle fra Keith Richards over Angus Young til Billy Gibbons burde rødme.

Skynyrd, Stones og Toppen

Den syrede stil lægges for fra start med lange psykedeliske guitardueller oven på et cementsolidt rytmefundament i det ellers stille vuggende åbningsnummer ’Empty Eye’, der lyder som et glemt Lynyrd Skynyrd-nummer.

Tag så efterfølgende slideguitar-boogiefræseren ’Tarmac City’, der kunne have hørt hjemme på en af Rolling Stones’ klassiske plader og ’New Pair of Shoes’, der parrer ZZ Top og AC/DC’s guldalder-boogierock.

Og tilsæt så et sandt virvar af bluesede guitarsoloer plus ikke mindst Paul ”Top Dollar” Majors lejlighedsvise (for der er ikke meget af den!) galpende vokal, der lander et sted med Captain Beefhearts deliriske brum og Fred Coles krampagtige skrig.

Så spiller det.

Rockekstase

Og spiller, det gør Endless Boogie i dén grad på ’Full House Head’, der – hvis man medtæller den næsten 23 minutter lange garageindspillede jam ’A Life Worth Leaving’ – strækker sig over hele fem kvarter.

Men det gør ikke noget, for man er ganske enig med Top Dollar midtvejs på pladen, når musikken i ’Mighty Fine Pie’ pludselig afbrydes, og han crooner ”Mmm, so good!”, inden atter et skrævsparkende riff rulles ud.

Og mærk så lige den effekt det giver, når ’Top Dollar Speaks His Mind’ efter syv minutters hypnose eksploderer i buldrende rockekstase. Eller mærk hvordan ’Pack Your Bags’ med sin wah-wah-duel til sidst kryber helt ind under huden. Det hele er utrolig gammeldags, men alligevel lyslevende.

Til sidst kniber man sig i armen over, hvor godt det er lykkedes for Endless Boogie at ånde nyt liv i en af alle tiders mest fortærskede genrer, og især over at man ikke engang behøver have drukket bourbon eller indåndet alternativ tobak for at det her virkelig rykker.

Respekt.