Den kendte sangerinde Bonnie Tyler er død.

Ifølge BBC fremgår det af en besked på hendes hjemmeside, der dog i øjeblikket er brudt sammen og ikke kan tilgås.

Her skulle det dog fremgå, at 'Total Eclipse of the Heart'-sangerinden er død i nat på et hospital i Portugal.

Bonnie Tyler har været indlagt i flere måneder, efter at hun har haft flere alvorlige helbredsproblemer.

På hendes hjemmeside lyder det ifølge BBC, at hun døde »som følge af den sygdom, hun var i behandling for«:

»Vi vil udsende en yderligere udtalelse inden længe, ​​men beder indtil videre om ro til at håndtere denne tragedie.«

Det var i maj, at Bonnie Tyler pludseligt blev indlagt, hvor hun efterfølgende fik en tarmoperation, der gav så store komplikationer, at hun blev lagt i kunstig koma.

I juni lød det så, at sangerinden, der er bosiddende i Portugal, var kommet ud af komaen – men at hendes tilstand stadig var alvorlig.

En talsperson sagde i den forbindelse, at lægerne var »overbeviste« om, at hun vil komme sig, selvom fremskridtene var »langsomme«.

Nu er Bonnie Tyler død. Hun blev 75 år.

Som nævnt er hun især kendt for 'Total Eclipse Of The Heart' fra 1983, men også for 'It's a Heartache' fra 1977.

Så sent som i I 2013 stillede hun op ved Eurovision for Storbritannien med nummeret 'Believe in Me'. Her blev hun dog 'kun' nummer 19 og blev dermed slået af danske Emmelie de Forest, som vandt sangkonkurrencen.

Tidligere er den britiske sangerindens sommerturné blevet aflyst som følge af operationen og situationen.