Den legendariske reggae-sanger Bob Marley var kendt for sin afslappende holdning til især marihuana. Nu fører familien hans ånd videre i en virksomhed.

De lancerer nemlig en virksomhed med psykedeliske svampeprodukter. Virksomhedens produkter er henvendt mod folk i underholdningsindustrien.

Det skriver det amerikanske medie Page Six.

Virksomheden kommer i kølvandet på, at andre prominente stjerner har lanceret deres eget marihuana-brand i de seneste år, herunder Snoop Dogg, Jay-Z, Willie Nelson og Seth Rogen.

Det seneste stykke tid er populariteten i marihuana dog rykket over i psykedeliske svampe, og man har på det amerikanske børsmarked Wall Street kunnet se virksomheder med psykedeliske svampe i sortimentet stige voldsomt.

Bob Marleys enke, Rita Marley, siger i forbindelse med annonceringen af virksomheden, at »vi ved, at Bob havde været stolt over det, vi har lavet her. Vores familie har altid æret den gamle historie og det transformerede potentiale i naturens gaver«.

Det er Bob Marleys datter, Cedella Marley, der er blevet udnævnt som administrerende direktør i den nyopstartede virksomhed. Hun har – ligesom sin far – indtil nu levet af at synge reggaemusik. Sammen med tre andre af Bob Marleys i alt ti børn udgør de bandet Melody Makers.

Sammen har de vundet tre Grammys igennem tiderne.