Wafande åbner i en ny bog op om sit problematiske forhold til sin far, der mere eller mindre forsvandt ud af hans liv, da han var otte. Først da faderen sidste år lå på sit dødsleje, fik de sluttet fred.
»Jeg har aldrig opfattet min barndom som ’fucked up’, for jeg havde jo masser af kærlighed og gode mennesker omkring mig. Det er først nu her som voksen, når jeg ser tilbage, at jeg godt kan se, at det var noget rod, og at nogle af historierne har været lidt vilde.«
Den 34-årige sanger Wafande åbner i sin nye bog ’Se mig i dag’ op for barndomsminderne og en ikke altid nem opvækst med en fraværende far, der forlod familien, da Wafande var otte år.
Faderen, der stammer fra Tanzania med både congolesisk, malawisk og omansk blod i årerne, kom til Danmark i 70’erne efter et broget liv som sømand, hvor han på Christiania mødte Wafandes mor, der som 16-årig var flyttet til Danmark fra Frankrig.
I 1983 kom Wafande til verden og fra begyndelsen var faderens liv ofte præget af fest, musik og sprut og stoffer, og han kunne blive væk i flere dage, uden Wafande og hans mor vidste, hvor han var. Moderen havde samtidig en anden kæreste ved navn Christian, der blev Wafandes reservefar, og da Wafandes far til sidst flyttede tilbage til Tanzania, og moderen tog Wafande med tilbage til Sydfrankrig, gik kernefamilien til sidst i komplet opløsning.
»Min far har været min største forvirring som barn. Der er så utroligt meget af ham i mig, til trods for hvor lidt han har været der. Så det har været et følsomt emne at få ned i en bog,« fortæller Wafande til BT.
Han vurderer, at han gennem sin opvækst besøgte sin far tre-fire gange i Tanzania. Hver gang oplevede det han som det rene kaos.
I bogen beskriver han en episode, da han ni år gammel flyver alene til Dar es Salaam (Hovedstaden i Tanzania, red.) for at være sammen med sin far. Faderen er imidlertid i fængsel, på dødsgangen for at have kørt en flygtning over grænsen med en nødhjælpsvogn til Rwanda, og da han på mirakuløs vis bliver frikendt, møder han Wafande gennembanket uden alle sine tænder.
»Så tog han mig på hospitalet og fik mig omskåret. Jeg var jo en ret stor dreng, og så lå jeg der med lokalnarkose og kiggede på en afrikansk læge, der klippede i min tissemand. Min mor ville ikke have det, men hun vidste ingenting. Det er det første ’far og søn’-minde, jeg kan huske, vi havde sammen.«
Op gennem teenageårene mister Wafande mere eller mindre kontakten til sin far, der får en ny familie i Tanzania. Wafande bor i Frankrig med sin mor og fokuserer i stedet på at spille basketball, som er lige ved at sende ham til Hawaii, hvor en highschool tilbyder ham et stipendium.
»Jeg skrev under på aftalen, men få dage inden jeg skulle rejse, kom der telegram fra min far. Han skrev, at han vendte hjem fra Afrika. Han havde en ny kone og to små børn, jeg ikke havde set, men som var mine søskende. Han ville slå en streg over alt det gamle nag. Prøve på ny. Jeg var velkommen til at flytte ind hos ham og hans nye familie,« skriver Wafande i sin bog.
Han vælger at give sin far en chance og flytter 16 år gammel ind hos i hans lejlighed på Nørrebro i København, men det fungerer ikke. De skændes konstant, og efter et halvt år beder faderen Wafande om at pakke sine ting.
»Det plagede mig helt vildt,« smiler Wafande. Han mistede igen kontakten til sin far og begyndte i stedet at arbejde målrettet på sin musik.
I 2011 får han det helt store gennembrud med nummeret ’Gi’ mig et smil’, der i første omgang skubber problemerne med faderen i baggrunden.
»Jeg tænker bare ’bam’, nu skal vi fejre succesen, og i bagklogskabens lys løber jeg nok fra mine problemer med vodka og redbull. Musikbranchen er jo fuld af druk og søvnløse nætter. I starten var det nemt, for jeg havde jo hele mit crew, Kaka, Fresh-I, Pharfar og Shaka Loveless, med rundt på tour, men da de fik travlt med deres eget, sad jeg tit alene, fuld på vej hjem klokken kvart over seks om morgenen over Storebælt. Det var knap så sjovt.«
Han begynder at skrive sange om sin far, der bliver spillet i radioen, og det gør kun forholdet værre. Faderen synes Wafande forråder ham og vil ikke snakke med sin søn, hvis de går forbi hinanden på gaden.
Så er det, faderen i 2016 bliver syg af kræft. Wafande har forinden, efter længere tids tilløb, opsøgt en terapeut, der får rodet op i barndomsminderne, og han beslutter sig for at skære ned på alkoholen. I perioder drikker han ikke en dråbe.
»Jeg tog det dybt alvorligt. Jeg er for eksempel coach i TV2-programmet ’Voice Junior’ og vil være et godt eksempel for børnene. Jeg er opdraget med medmenneskelighed og kærlighed og har altid taget livet med en positiv indgang.«
Med faderens sygdom slutter de endelig fred og lægger fortiden bag sig og får talt ud, før han dør den 8. december. Wafande beskriver i sin bog, hvordan familien samler sig ved faderens seng.
»Vi nåede det lige med nød og næppe. Det sidste stykke tid kunne man godt mærke, at han selv havde brug for at tage freden med i graven, så vi fik lukket alt ned, og jeg bærer heller ikke nag i dag,« fortæller Wafande, der faktisk beundrer, hvordan faderen klarede sig igennem livet.
De senere år er det gået op for Wafande, hvilket liv hans far havde levet.
»Han har haft et sindssygt liv. Han har 19 brødre og søstre, som han har skulle tage sig af fordi han var den ældste. Han gemte sig som 14-årig på en båd og sejlede til USA, og han var lige ved at ende i Vietnamkrigen. Fuck vores store egoer, det er livet for kort til. Jeg har arvet hans musikalske side, og det er jeg meget taknemmelig for.«
Med faderens død er Wafande nu blevet familien i Tanzanias overhoved, og han bliver ofte kontaktet af bedsteforældre og onkler, der beder om råd og hjælp til stort og småt.
Han håber, at hans bog kan inspirere unge mennesker på samme måde som hans musik gør. Han er i fuld gang med et nyt Wafande-album, han skal ud og spille en masse sommerkoncerter, og så skal han til England og spille med sit sideprojekt Black Dylan.
»Min hjerne er hele tiden i gang. Som min moster sagde om min bog: Nu står det sort på hvidt, så kan du komme videre.«
