Siden Kim Larsens sidste album, 'Sange fra første sal', i fredags udkom ud af det blå, har modtagelsen fra danskerne været overvældende.

Fysiske cd'er og vinyler blev revet væk, samtlige sange strøg ind på Spotifys top-50 og, ifølge poplegendens bagland blev de nye sange streamet en million gange i løbet af første døgn.

På Facebook brød fans ud i jubel og skrev begejstret på hans Facebookside beskeder som:

»Kære Kim. Fantastisk album. Har haft gåsehud flere gange ved gennemlytningen,« lød det fra en Dorte Moselund.

Sange fra første sal.
Sange fra første sal. Foto: albumcover
Vis mere

»Jeg elsker den og nogle af sangene fik altså et par tårer frem, de rørte mig dybt,« skrev en Kirsten Ingerdahl.

Nu sender Kim Larsens søn Hjalmer Larsen og Kim Larsens tidligere impresario Jørn 'Ørn' Jeppesen en tak til danskerne. De to optræder på albummets cover sammen med Kim Larsen og var med til at indspille musikken.

»Det har på alle måder været en utrolig oplevelse med albummet ‘Sange Fra Første Sal’,« begynder den fælles pressemeddelelse.

»At være med i hele processen, fra den første spæde øver til de sidste mix rettelser, har været større end noget der kan sættes ord på. Vi er blæst helt bagover over modtagelsen, som vi, på Kims og egne vegne, siger tusinde tak for,« slutter de og tilføjer til sidst et hjerte.

Hjalmer.
Hjalmer. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Da albummet udkom afslørede Hjalmer Larsen nyheden med en kærlig hilsen på Instagram. Her skrev han blandt andet:

»Kære far. Et af dine mottoer som du altid selv efterlevede var: “Hold stilen”, og samtidig hadede du hysteri, og når noget blev for sentimentalt. Det og alt det andet, du på fornemmeste vis gav mig med videre, vil altid sidde dybt i mit hjerte, så selv om dagen i dag rummer alle tænkelige følelser, ved jeg, du præcis ved, hvad jeg og vi sidder med lige nu uden at uddybe det nærmere.«

»Jeg fortalte dig heldigvis, hvor uendelig stolt jeg er over at være med på den her plade, og at det altid vil stå som det største og smukkeste for mig.
Tak fordi du altid satte barren så højt, og tak fordi jeg måtte være en del af det.«

Kim Larsen døde 30. september 2018 72 år gammel. Det er endnu uvist, om der også udsendes et livealbum fra hans sidste turne fra i sommer.