Havde publikum fået serveret samme omgang for tyve år siden, var de gået amok.

Lige nu på Northside var der i stedet nostalgi og hygge over den tidligere Oasis-frontmand Liam Gallaghers solo-koncert. Og det med en Liam Gallagher i en ny, tæmmet, nærmest underdanig rolle.

Han er stadig kongen af cool, som han skider på hedebølgen og indtager scenen iført solbriller og lang, grøn efterårsjakke. Men til forskel fra den Liam Gallagher, der som så ofte før har været definitionen på arrogant og destruktiv-scene tække, var han her en sand crowd-pleaser.

Han spillede nærmest kun gamle Oasis-hits, takkede flere gange pænt for at folk var dukket op og gav stille og roligt sine instrumenter ud til de forreste blandt publikum, da koncerten var slut.

Jeg elsker den vanvittige Liam Gallagher, der kan stå en hel koncert ude i siden af scenen og skændes med lydmanden for derefter at spankulere over til mikrofonen med næsen i sky og en tro på at være universets bedste.

Liam Gallaghers ego blæst op på bagskærmen.
Liam Gallaghers ego blæst op på bagskærmen. Foto: Helle Arensbak
Vis mere

I dag – her cirka ti år efter Oasis-opløsning og en mindre succesfuld karriere med bandet Beady Eye - er Liam Gallagher faldet til ro og synger på en af sine nye sange om, hvordan han har været dum, at han har lært af sine fejl og at han beder om forladelse. Så er der altså langt til 90’er-fænomenet, der skulle leve for evigt.

Det var ikke en dårlig koncert. Det var lækkert at høre striben af ’Supersonic’, ’Wonderwall’ og hvad hans brors klassikere ellers hedder. Der manglede bare lidt af den galskab, som man kender ham for. Som giver ham den der særlige x-faktor.

Et par spydige kommentarer til pressefotograferne og en overlegen sluthilsen om ikke at gide snakke om sit nye album, fordi han allerede har solgt nok, fik smilene frem, men det blev aldrig mere end hyggeligt.

Lad os nu bare få den Oasis-reunion, så der igen kan slå gnister imellem verdens vildeste brødrepar.