Trods navne som Lis Sørensen og Emmelie de Forest, der er tidligere vinder af Eurovision Song Contest med 'Only Teardrops', så er interessen for den kommende weekends festival Sommersus i Bakkerne ved Bramslev Bakker ved Hobro forsvindende lille. 

Derfor har arrangørerne bag festivalen taget en drastisk beslutning, skriver eb.dk.

Adgangen til den to dage lange festival 20. og 21. juni er simpelthen gjort gratis.

»Beslutningen blev truffet i fredags, da vi kunne se, at vi havde solgt alt for få billetter,« siger direktør i Adventure Denmark, Mads Hedegaard, til mediet. 

Billetter til begge dage blev oprindeligt sat til salg for mellem 700 og 800 kroner, mens en dagsbillet kostede 4-500 kroner. 

Men nu kan man altså kvit og frit tage til Hobro og høre musik.

Det betyder dog ikke, at de betalende gæster behøver føle sig fuldstændig snydt. 

Mads Hedegaard forklarer til eb.dk, at dem, der allerede har købt billetter til festivalen, kan få pengene retur eller veksle dem en til to for drikkevarer på festivalen.