De omkring 45.000 festivalgæster, der fra i dag indtager Tinderbox-festivalen i Odense, betaler 300 kroner mere i år for det adgangsgivende armbånd sammenlignet med sidste år.

Og gæsterne på Tinderbox er ikke ene om at måtte grave dybere i lommerne. For mønstret findes også på andre store musikfestivaler.

DR har set på prisudviklingen hos tre af de største festivaler i Danmark - Northside Festival, Tinderbox og Roskilde Festival.

De fest- og musikglade publikummer i Odense skal give 2095 kroner plus gebyr for at komme til at høre navne som Lana Del Ray og den amerikanske producer og dj Diplo, der begge optræder torsdag aften.

På Rød Scene spiller verdensnavnet Billie Eilish da Tinderbox åbner festivalen torsdag den 27. juni 2019.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
På Rød Scene spiller verdensnavnet Billie Eilish da Tinderbox åbner festivalen torsdag den 27. juni 2019.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak
Vis mere

Ifølge DR er der tale om en prisstigning på knap 20 procent i forhold til 2018.

Samme prisstigning kom på billetterne på Northside Festival, der fandt sted tidligere på måneden, og som i øvrigt har samme ejer som Tinderbox. Men der er ikke tale om, at publikummerne bliver tappet for lommepenge uden årsag.

'Vi fik undervejs i bookingprocessen en mulighed for at få en stribe af de største kunstnere i verden på plakaten, så derfor sprang vi naturligvis til,' skriver John Fogde, der er kommunikationsansvarlig for Tinderbox, i en mail til mediet.

Der er da også topnavne som Miley Cyrus, Duran Duran og Neil Young at glæde sig til de kommende dage for gæsterne på Tinderbox.

Danmarks største festival, Roskilde Festival, har hævet prisen med 105 kroner siden 2017 svarende til lidt mere end fem procent.

De mange publikummer, omkring 100.000, deler den større regning til musikere og bands, og derfor bliver prisstigningen ikke så markant for den enkelte, lyder forklaringen blandt andet.

Mads Mikkelsen, der er kommunikations- og marketingchef for Roskilde Festival, fremhæver desuden, at festivalen er almennyttig og således arbejder under andre hensyn end en rent kommerciel festival.

Prisstigninger eller ej. Tinderbox melder, at partoutbilletterne er tæt på at være udsolgt.