Det er langt fra troværdigt, men Beyoncé og Jay-Z’s store ’vi har fundet sammen igen efter Jay-Z’s utroskab’-show er stadigvæk et overflødighedshorn af det bedste fra pop og hiphop. Fuck, det om de så lyver hele vejen til banken.
Siden Beyoncé i 2016 smed bomben ’Lemonade’, der indeholdt en række personlige sange om, hvordan Jay-Z havde været hende utro, har verdens vildeste powerpars parforholdsstatus været på dagsordenen.
Jay-Z sagde undskyld på det kedelige og hit-løse 2017-album ’4:44’, og forleden skulle hele verden så forstå, at alt var godt igen på minialbummet ’Everything is love’.
Det album spiller de overraskende ikke nogle numre fra på deres aktuelle ’On The Run II’-turné. Det kunne ellers være fedt at opleve Beyoncé rappe igennem blærerøvs-nummeret ’Apeshit’, men i stedet var lørdag aftens publikum i Parken henlagt til et stort svindelnummer, hvor det hele tiden blev skåret ud i pap, at ’nu er everything altså love’.
Først det positive. Shit, det giver altid gåsehud at opleve hvor stor magt Beyoncé har overfor et kvindeligt publikum. Hendes scene-optræden er i verdensklasse, hun synger helt sindssygt og er derudover pisselækker, når hun sammen med sit kvinde-crew af backingdansere serverer det ene feminist-hit efter det andet.
Det gav også kuldegysninger, når man så en flig af den magi, der skabte fænomenet ’Jay-Z og Beyoncé’, som når de spillede de gamle ’03 Bonnie and Clyde’ og i særdeleshed ’Crazy In Love’, hvor det store blæser-orkester i baggrunden virkelig fik den trykket af.
Selvom det tydeligvis er Beyoncé, der har bukserne på i forholdet, fik Jay-Z engang imellem lov til at have scenen for sig selv, og når han gav den som rappende ghetto-rockstjerne under numre som ’Dirt off Your Shoulder’ og ’You Don’t Know’, var han tilbage i topform. Så glemmer man hurtig, at han for eksempel haltede lidt bagefter på nyere ting som ’Holy Grail’ og ’Clique’, hvor den efterhånden 48-årige rapper havde lidt problemer med at holde tempo.
Det var sjovt tænkt og gav et ekstra meta-lag i utroskabs-historien midt i sættet med blandingen af først Beyoncés ’fuck dig Jay-Z’-nummer ’Sorry’, herefter Jay-Z’s ’jeg er for cool til at have kvinde-problemer’-klassiker ’99 Problems’ for så til sidst Beyoncé endnu engang i rollen som vred kvinde på ’Don’t Hurt Yourself’. Den leg kunne de godt have fortsat, når nu temaet var, som det var.
På den negative side virkede deres kærlighed til tider ikke helt oprigtig. For det første er det for eksempel underligt, at Jay-Z kun kort står på scenen under deres ’vi har sex hele tiden’-hit ’Drunk in Love’, de konstante tekst-beskeder om ’this is real love’ (Har de hørt om ’show it don’t tell it?) og den helt store Disney-afslutning, hvor Beyoncé tager Jay-Z i hånden og synger hendes udgave af Ed Sheeran-hittet ’Perfect’.
Beyoncé havde klogt nok ikke valgt at tage ’Single Ladies’ med på sætlisten. Til gengæld var der lige rigeligt af hendes ’se hvor højt jeg kan skrige’-sange, og selvom ’Formation’ er et fedt nummer, virkede det lidt mærkeligt i slutningen af kærlighedsshowet pludselig at skulle tage stilling til afroamerikaneres rettigheder.
Til trods for at Beyoncé og Jay-Z ofte stod alene på scenen, var der konstant pauser i showet, hvilket virkede en smule unødvendigt.
Et par mindre kendte stemningsdræbere kunne derudover sagtens være skiftet ud med klassikere som ’Halo’ og ’Empire State of Mind’, men man kan selvfølgelig heller ikke altid få, hvad man drømmer om.
Selvom Jay-Z og Beyoncé virker stærkest hver for sig, er det stadig Blockbuster-stadion-pop/rap fra den øverste skuffe, og bare fordi deres kærlighed på scenen pt. virker ligeså ægte som streaming-tal på Tidal, er ’On The Run II’-showet stadig en stor oplevelse.
