Benjamin Hav overraskede det meste af Danmark, da han i begyndelsen af året meddelte, at han havde sat Benal på pause og var gået solo.

Det betyder, at Hav skal spille koncerter uden den sædvanlige makker Albert Wanscher i 2020, og det kommer til at koste på bankkontoen.

Det fortæller den 35-årige rapper til B.T.:

»Benal kunne have givet en økonomisk opblomstring i år. Jeg kunne have købt huset i Charlottenlund, jeg altid har drømt om, men det handler om at have det fedt.«

Benjamin Hav har udgivet albummene 'Spice up your life' og 'Dit syge dyr' i 2020
Benjamin Hav har udgivet albummene 'Spice up your life' og 'Dit syge dyr' i 2020 Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Benjamin Hav tilføjer, at det for ham ikke handler om pengene, men om at ryste posen og prøve et nyt kapitel i livet:

»Jeg navigerer ikke efter pengene. Jeg vil hellere skraldgrine i en Skoda ved Køge end at have det nederen i en Tesla i København.«

Rapperen siger, at han har en fremragende booker, der tror meget på projektet, og hans hjælp gør, at tabet ikke bliver så stort.

35-årige Hav afslører over for B.T., at han stadig har mange koncerter de kommende måneder, selvom han er gået solo for en stund:

»Jeg skal ud og spille på de store festivaler til sommer. Men du kender det. Der er klausuler, og de vil gerne annoncere kunstnerne selv, så jeg kan ikke sige mere.«

Benjamin Hav spiller sin første koncert under sit eget navn den 17. april i Vega i København.

Den populære rapper understreger, at Benal ikke er i opløsning. Duoen eksisterer stadigvæk:

»Det er bare et lille kapitel i livet. Hvis jeg siger til min kone, at jeg går i kiosken, skal vi jo heller ikke skilles. Jeg skal tilbage og lave musik med Albert igen.«

Benjamin Hav understreger, at Benal stadig eksisterer.
Benjamin Hav understreger, at Benal stadig eksisterer. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Benjamin Hav ser lige for tiden sig selv som en forsøgsperson i et laboratorium:

»Jeg har en tilgang til musikken, som forskere har i et laboratorium. Jeg elsker at prøve nye ting, og det er derfor, at jeg prøver den her solo-ting af.«

'Spice up your life' og 'Dit syge dyr' er de to nye album fra 35-årige Hav, og han fortælle, at folk har taget godt imod de nye numre.

»Jeg er ovenud overrasket over, hvor godt folk har taget i mod den nye musik. Både befolkningen og anmelderne synes om det.«