Benjamin Hav fuldstændig overvældet: 'Hvem er så sindssyge at gøre det?'
Benjamin Hav er gået all in med sit nyeste projekt.

Benjamin Hav er gået all in med sit nyeste projekt.

Benjamin Hav begynder for alvor at spille med musklerne.
Han er overrasket over hvor mange billetter han har solgt til sin Parken-koncert, og så har han netop udgivet en dyr musikvideo.
B.T. møder den 40-årige showmand backstage på årets Jelling Musikfestival, hvor han lørdag aften indtager den store hovedscene.
»Vi startede vores sommerturné i Tivoli Friheden i Aarhus i går, og det gik sindssygt godt. Vi har jo lige udgivet et nyt nummer, der hedder 'Portugal', og folk sang allerede med,« fortæller han glad.
»Det er et rigtig fællesskabsnummer. Lidt ligesom temasangen til 'Bamse og Kylling'. Man ved ikke rigtig, hvad den gør, men den gør et eller andet ved sjælen,« tilføjer han.
'Portugal' er rigtig nok hans første nye sang, siden han begyndte at bruge sin tid på 'X Factor'.

Den tilhørende musikvideo har kostet lige under en halv million kroner, hvilket er hans dyreste til dato – og under optagelserne blev en del af København spærret af, for at han kunne køre rundt i åben bil med store armbevægelser.
Hvordan er det at kunne lukke det halve af Østerbro af for en musikvideo?
»Jeg føler ikke, at vi lukkede det af. Det er jo ikke mig. Det er dem, der har lavet filmen, der syntes det. Jeg er bare, 'lad os nu bare tænde kameraet', men man må sige, at energien bare er gigantisk.«
Du har både Melvin Kakooza og Saveus-Martin med på bagsædet i videoen?
»Jamen, Melvin og Martin … Initialerne er jo 'Mom', og der er en moderlig tryghed i de to hos mig. Det er bare to af mine venner, og jeg tænker, de skal med til Portugal.«
Du har også Paprika Steen med i videoen – hvor du henter hende med blomster i lufthavnen?
»Jeg elsker Paprika. Hun er både sangerinde, skuespiller, har humor, alvor, er instruktør- Hun har hele paletten af menneskelighed på et højt niveau – og så er hun bare et fantastisk menneske.«
Undervejs i videoen hylder du også sygehuspersonale, brandmænd og plejehjemsfolk?
»Ja, jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at vi ikke kom forbi Falck. Min svigerfar er gammel Falckmand. Men altså, jeg kan bare godt lide folk, der gør en forskel.«
Han fortsætter:
»Dem, hvor følelsen af at gøre en forskel er lønnen. Jeg ved ikke, om jeg selv gør en forskel. Det kan man nogle gange være i tvivl om. Men jeg elsker bare at hylde den hylde.«
Og så slutter det inde I Parken, hvor du skal spille til næste år. I videoen kan du se, hvordan det ser ud, når der er fyldt.
»Ja, det er sådan noget AI-pis, så det er svært at få en 100 procent stemning af det.«
Han fortsætter:
»Men altså, det sælger og sælger. Jeg troede, vi havde solgt meget mindre lige nu. Jeg tror, der er solgt 30.000 billetter. Hvem er så sindssyge at købe billet til noget, der først foregår om over et år?«
»Måske folk tror, det bliver godt?«
Hvad bliver så det næste for dig?
»Det er jo den store ting. Vi skal jo først spille i Parken til næste år. Derefter bliver det måske tre gange Parken. Jeg vil gerne prøve at Coldplay-ficere min egen ånd.«
»Måske skal der også noget mere dybde til. Nu har jeg fedtspillet den hele vejen hertil.«