Når Benjamin Hav er på turné med sit band, 'Familien', har han flere opsigtsvækkende ting på sin 'rider'. Ikke mindst ét, der omhandler dronning Margrethe.

B.T. møder fredag eftermiddag den populære rapper et par timer før, hans koncert på årets Northside festival i Aarhus.

Sommerturneen blev skudt i gang for en uge siden i Jelling, og Benjamin Hav føler, at de er kommet godt fra start.

»Der har været mange mennesker, og vi har fået lov i år kun at spille på de store scener,« lyder det fra Benjamin Hav, der i løbet sommeren blandt andet spiller på Tinderbox, Smukfest og Grøn Koncert.

I forbindelse med åbningskoncerten på Jelling Musikfestival, kom det frem, at Benjamin Hav har flere originale ting på listen over backstage-krav.

Blandt andet vil han gerne have, at der står et oliemaleri af dronning Margrethe klar i sin backstagevogn

Han forklarer hvorfor:

»Jeg er først og fremmest stor royalist. Jeg føler, vi spiller for fædrelandet. Det er en ting, jeg har. Jeg kigger folk i øjnene i mit band - også når jeg ansætter folk på holdet - og prøver hurtigt at analysere, om det er folk, der er her af den rigtige årsag.«

Foto: Nicklas Larsen.
Vis mere

Han fortsætter:

"Om det er folk, der vil gøre det for fædrelandet - lidt som jeg tænker Kasper Hjulmand gør med landsholdet. (...) Så det står på vores rider, at det (Maleriet af Dronningen, red.) helst skal stå der - hvis muligt, jeg er jo ikke en diva«.

Benjamin Hav tilføjer, at det er fri til fortolkning for den enkelte festival, hvordan man griber oliemaleriet an.

»I Skive var det en 11-årig pige, der havde lavet et flot oliemaleri,« forklarer han, og da B.T. hurtigt kigger ind i Benjamin Havs backstagevogn på Northside, står der rigtig nok et maleri af Dronningen.

Og det stopper selvfølgelig ikke her.

Benjamin Hav fortæller, at han blandt andet også har et Se&Hør-blad som backstage-krav.

»Det er lidt skamfuldt. Uha, må man det? Men jeg må bare sige, jeg læser gladeligt Se & Hør, og de gange, de er gået over grænsen... Jeg føler ikke, jeg støtter de dårlige ting ved at købe bladet - og jeg køber det jo heller ikke. Det står bare på 'rideren', og så det er nogle andre, der køber det.«

Benjamin Hav tilføjer, at bandet også har som krav, at der står to othellokager klar, når de ankommer - hvilket chefen for Jelling Musikfestivals backstage-område tidligere har bekræftet - 

Adspurgt om han nogensinde har mødt dronning Margrethe, lyder svaret:

»Jeg har mødt Dronningen på afstand - jeg vil ikke... Det er en setting, der skal være fuldstændig god og rigtig. Jeg skal være inviteret til det. Men jeg har været så heldig at møde vores fantastiske kronprins.«

Ja, du fik ham 'ned og ligge', da I spillede til Sport 2022 i Herning?

»Arh, det vil jeg ikke sige. Han valgte af barmhjertig fri vilje at sige, 'nu har vi et moment for fædrelandet. Så ligger vi os ned for fædrelandet'. Det, syntes jeg, var en kæmpe gave for ikke alene mig, men for hele fædrelandet'.«

Efter sommerens festivalkoncerter drager Benjamin Hav og Familien til efteråret videre ud på en stor indendørsturné fra slutningen af oktober til starten af december, hvor de slutter stort af i Royal Arena.

Følg B.T.s livedækning af Northside 2023 HER.