Han har optrådt for Kongehuset, chokeret i 'X Factor' og til næste år giver han sit livs største koncert i Parken.
I den anledning har B.T. bedt Benjamin Hav om at kommentere en række opsigtsvækkende nedslag fra hans karriere indtil nu.
Vi starter i 2012, da Benjamin Hav som en del af duoen Benal, deltager i DR's talentkonkurrence 'Karrierekanonen', og blandt andet taber til Djämes Braun.
»Det er jo en kæmpe downer. Vi taber ikke bare til Djämes Braun, men også til et band, der hed Dance With Dirt – altså nogen der hedder 'Danser med skrald',« lyder det fra Benjamin Hav, der tilføjer:
»Vi tabte også til et band, der hedder Kaliber, hvor Tessas manager var med. De er noble folk.«
I efteråret 2023, da Benjamin Hav har fået succes med sit band 'Familien', optræder han til kronprins Christians 18-års fødselsdag.

»Min performance kan ikke få mere end én stjerne, men selve festen var fantastisk,« fortæller Benjamin Hav og fortsætter:
»Vi havde backstage i dronningens bibliotek, hvor vi fik mad på sølvtallerkner. Det var meget særligt.«
Han tilføjer:
»Vi oplever mange forskellige slags forplejninger rundt omkring i Danmark, når vi spiller festivaler. Det er ikke for at hænge nogen ud, men den er ikke altid helt god. Det her var virkelig godt.«
Benjamin Hav drikker ikke alkohol, så han smagte ikke selv prins Henriks vin, som blev serveret for dem.
»Men nogle af de andre i bandet var fuldstændig smadrede af eufori over at få serveret prins Henriks vin. Vi fik også en dessert med nogle blommer,« mindes han.
I efteråret 2025 udvidede Benjamin Hav sit cv, da han debuterede som skuespiller i børnefilmen 'Børnene fra Sølvgade 2'.
Den oplevelse vurderer han helt i top, da filmen vandt en Robert Pris, og fordi han fik lov at spille sammen med en masse store stjerner.

»Min debut jo både er med Rene Toft (Simonsen, red.), Ditte Hansen, Kirsten Lehfeldt, Søren Pilmark, Anders W. Berthelsen, Sebastian Jessen, alle mulige,« remser han op og tilføjer:
»Det er en stor debut at have med så flot et cast. Også selvom der var nogle af mine replikker, der til min store overraskelse, er klippet ud. Det er pissehårdt, det der skuespil.«
Senest har Benjamin Hav gjort den som dommer i 'X Factor', hvor han i foråret blandt andet chokerede ved at give sit telefonnummer væk under et liveshow.
»Hvor lavt kan man synke for at få likes, subscribes og klap på skulderen,« spørger Benjamin Hav og fortsætter:
»Jeg har også siddet og suget helium og farvet mine øjenbryn. Det viser bare, at der ikke er nogen nedre grænse for, hvad jeg vil gøre for et klap på skulderen.«
Til næste år giver han så sit livs hidtil største koncert, når han den 3. juli 2027 spiller i Parken.
Han forventer med sin vanlige ironiske distance, at showet bliver en ét-stjernet oplevelse men slår fast:
»Det bliver ikke en skuffelse. Folk kan godt have en dejlig oplevelse selvom tingene kan blive bedre. Det er aldrig perfekt. Men jeg tror, det bliver den absolut bedste koncert i mit liv. Det bliver en historisk aften for mig, og for dem der kommer.«