Når Lukas Graham i fremtiden skal spille på diverse store scener rundt omkring i verden, bliver det uden bassisten, Magnus Larsson.

Det oplyser Lukas Graham i et Instagram-opslag.

'Mine damer og herrer. Her er en omgang dårlige nyheder,' skriver sangeren i opslaget og tilføjer:

'Magnus aka Magnúm vil ikke længere være et turnerende bandmedlem i Lukas Graham.'

I opslaget oplyser den 31-årige sanger og sangskriver, at det er en beslutning, som bassisten Magnus har truffet på baggrund af familieudvidelse.

For nyligt blev han nemlig far for første gang, og den radikale livsændring har fået ham til at beslutte sig for at bruge sin tid og energi hjemme i Danmark sammen med sin voksende familie frem for på studier eller scener rundt omkring i verden.

'Den uforudsigelige arbejdsbyrde og det tid og det pres, der hører med til at være en international musiker, kan nogle gange føles uoverskuelig, og det kan være svært at skabe en sund balance mellem arbejde og privatliv,' skriver Lukas Graham i opslaget.

'Det er denne ubalance, som har fået Magnus til at træffe valget om at forlade bandet.'

Det er blot nogle par måneder siden, at Lukas Graham var ude at offentliggøre, at bassisten Magnus Larsson ville tage en pause for at fokusere på familien og derfor ikke skulle med på bandets tour i USA. Nu viser det sig midlertidigt, at pausen er blevet mere permanent end først antaget.

Magnus Larsson, bedre kendt som Magnúm, har været med i Lukas Graham siden 2011, hvor bandet begyndte at lave musik sammen - musik som de blandt andet delte på YouTube.

Selvom Lukas Grahams mangeårige bassist ikke kommer til at være en fast del af bandet udadtil i fremtiden, skriver den 31-årige sanger i Instagram-opslaget, at han glæder sig til at se, hvilken 'kreativ rolle' Magnus Larsson potentielt kommer til at spille i bandet fremover.

'Tak for 10 fantastiske år sammen. Tak Magnus for en vidunderlig tid,' skriver Lukas Graham slutteligt i opslaget.