Årets 'X Factor' er skudt i gang. Som sædvanlig er konkurrencen benhård – også mellem dommerne.

Og alle kneb gælder i krig, kærlighed – og musikkonkurrencer.

Forud for det første møde mellem kombattanterne Blachman, Oh Land og Martin Jensen havde den nye dreng i klassen sendt blomster til den garvede dommer Blachman.

Men ikke en hvilken som helst buket.

Som man kan se på Thomas Blachmans Instagram-profil modtog han forud for fredagens livemøde en bårebuket fra Martin Jensen.

Og som man kan se på Martin Jensens profil, tog Blachman imod den.

»Jeg måtte lige ud at sige, at det var kærligt ment,« siger Martin Jensen, da B.T. fangede ham efter showet fredag aften.

Han var godt tilfreds med endelig at være i gang, selvom tonen som altid var kontant mellem dommerne.

Det gjaldt også den nye og den gamle dommer. Blachman mente, at Martin Jensen var for inspireret af musicalgenren i sine sangvalg, men som Martin Jensen siger:

»Så vidt jeg ved, kører den der 'Mamma Mia' vist meget godt i London. Så kan man få en person til at lyde som en musical, så er det godt.«

Spørger man Blachman, var det godt at være i gang igen – og blomsterjoken faldt i god jord.

»Vi hænger jo lidt ud sammen en gang imellem. Martin har en festlig energi og en helt anden humor end mig, det synes jeg kun er sjovt.«

Martin Jensen er dog en anelse skuffet over, at det er den eneste reaktion fra Blachman – endnu:

»Jeg har ikke fået en skid tilbage. Han er pissenærig. Han har sagt, der kommer noget en eller anden dag. Måske det bliver fra Ældre Sagen,« griner Martin Jensen.