Popgruppen Aqua er klar med en ny single. Det bliver det første udspil fra et nyt album, der udkommer i næste måned.

Aqua er den bedst sælgende popgruppe i Danmarks historie. Den 25. maj er de klar med den første single fra et nyt album, der kommer på gaden i næste måned.

Det første udspil fra pladen hedder Back To The 80's og er skrevet af de to Aqua-medlemmer Søren Nystrøm Rasted og Claus Norreen. Det bliver den første single fra en cd med i alt tre nye numre samt 16 remasterede hits fra gruppens tidligere plader. Hele albummet kommer på gaden dem 15. juni.

Aqua, der består af Søren Rasted, Claus Norreen samt frontfigurerne Rene Dif og Lene Nystrøm Rasted, startede karrieren tilbage i 1994. De valgte at lægge Aqua på is i 2001, men gruppen blev gendannet i 2008, dog udelukkende for at spille koncerter.

Gruppen fik sit internationale gennembrud med sangen Barbie Girl fra 1997, som stadig ligger i top 20 over de mest solgte singler i Storbritannien. Aqua har til dato solgt mere end 28 millioner albums og singler.



/ritzau/