Der er er ikke noget at gøre. Aquas længe ventede album – det første i 11 år – er en musikalsk maveplasker.

Jeg har lyttet til de 11 nye sange i bilen. Jeg har lyttet til dem i stuen, i kælderen og i hovedtelefonerne. Og lige meget nytter det, ikke så meget som én eneste melodi hænger for alvor ved. Charmen mangler. Og man skal virkelig styre sig for ikke at hoppe baglæns i pladesamlingen og finde ’Barbie Girl’ og ’Doctor Jones’ frem igen.

Længe undervejs

Det tog angiveligt det mest af et år at sætte opfølgeren til år 2000’s ’Aquarius’ sammen. Et mellemliggende album fra 2001 blev helt skrinlagt på grund af intern utilfredshed med materialet. Og hardcore fans bør prise sig lykkelige for, at ’Megalomania’ ikke led samme skæbne.

Forceret

Mens Aqua i 1997 tydeligvis slet ikke kunne styre deres indre popdyr, når de rystede deres hit ud af ærmet, virker for mange af de nye sange nemlig fortænkte.

Og dét, der burde hoppe ud af højttalerne som legesyg pop, virker i stedet forceret – som lidt for fed fars i en lidt for gammel kødhakkemaskine.

Men helt skidt er det selvfølgelig ikke.

Når inspirationen rammer dem, er Søren Rasted og Claus Norreen nemlig stadig blandt vores allerbedste popkomponister. Og når de som på det oplagte singlehit ’Like a Robot’ på forhånd har en klar idé, så kan det trods en lidt gumpetung melodi ikke gå galt.

Fræk single

Og mens vekselvirkningen imellem Rene Difs brummevokal og Lenes himmelsøgende ditto i flere sange, mere virker som et begrænsende image, resulterer det her i efterårets bedste jeg-er-godt-nok-træt-af-dig-sang.

Når omkvædet så oven i købet lyder: ’Everywhere I go guys say I’m so hot. So why do you still ... fuck me like a robot’, bliver sangens hitpotentiale klart ikke mindre.

Men desværre står dette oplagte radiohit næsten helt alene på ’Megalomania’.

Og man skal helt frem til
sidste sang, ’If The World Didn’t Suck’ for at finde et kvalificeret og lidt anderledes bud på, hvordan albummet også kunne have lydt.