Da D-A-D for tre år siden udgav sit forrige album 'Monster Philosophy', som ærligt talt var mere bovlam dovenskab end Disneyland, konstaterede jeg skråsikkert, at nu var samme Disneyland sgu da endegyldigt lukket, portene naglet til og festen forbi. Det viste sig så heldigvis - og undskyld udtrykket - at være det rene Anders And. Sådan lyder dommen over D-A-D's nye album fra B.T.'s anmelder Steffen Jungersen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Ikke alene oplevede jeg i slipstrømmen efter 'Monster Philosophy' at høre københavnerkvartetten give nogle af sine bedste og mest inspirerede koncerter i næsten to årtier, men på mandag udgiver D-AD så tilmed sit ellevte og bedste album siden 'Everything Glows' fra 2000.

Musikalsk muskuløs

Bag den lovlig fortænkte titel, 'DIC. NII. LAN. DARF. TERD. ARK', gemmer sig nemlig en musikalsk muskuløs og klassisk D-A-D plade. Nick Foss er tilbage i producerstolen, og i og med at Foss stod bag bandets bedste album ('No Fuel Left For The Pilgrims' (1989), 'Riskin' It All' (1991) og førnævnte 'Everything'), var det en rigtig god idé at få ham på igen.

Foss' aftryk

Foss får åbenlyst det bedste ud af bandet, for stedvis er 'DIC' en fremragende rockplade, og den er på intet tidspunkt mindre end god.

De klassiske D-A-D dyder (se i manualen under ' hvordan man krydrer en hårdtpumpet rocksang med et fedt omkvæd og en flot flydende guitarsolo') holdes højt på det meste af albummet.

Det hér emmer af råstyrke og en vilje til at overbevise om, at festen langtfra er forbi endnu (selv om en vis Jungersen påstod noget andet i 2009).

Kommende klassiker

Bandet er ikke hørt så hårdtslående som på 'New Age Moving In' og 'The End' siden 16 år gamle 'Helpyourselfish', mens albummets fedeste sang, den bragende dynamiske og urimeligt medrivende 'Last Time In Neverland' simpelthen har 'kommende klassiker' skrevet hele vejen over nodepapiret.

Det hele er velspillet, fedt produceret og på mange måder er dette den 'reneste' DA-D skive i tyve år. Og så bliver den tilmed bedre for hver gennemlytning. Herligt!! Albummet udkommer mandag.