Se, det er sgu fristende efter en SÅ overbevisende og så veloplagt en opvisning selv efter så mange år simpelthen at udråbe Metallicas koncert lørdag aften i Royal Arena til én af de bedste, man i Danmark nogensinde har oplevet med Hetfields herrehold.
Men da jeg de sidste 30 år har oplevet et antal Metallica koncerter, så jeg gennem årene og fremdeles er blevet fremhævet som et skrækeksempel på hvor galt det kan gå på adfærdsterapeuternes årskonference, vil jeg i første omgang ”nøjes” med at konstatere følgende:
Dette var den bedste Metallica koncert, det har været min lykke at opleve siden bandets legendariske 2003 optræden på Roskilde Festival, og koncerten var med afstand bedre end Metallicas tre første show i Royal Arena tidligere på året.
Under alle omstændigheder er det umindelige tider siden, jeg har hørt Metallica spille en så benhårdt, kompromisløst og rendyrket Heavy Metal koncert, som de gjorde hér. Ja, ærligt talt må jeg med skam melde at jeg faktisk var i tvivl om, de stadig havde det i sig.
Men havde man nok under vinterens koncerter anet, at Metallicas bedste album siden 1991 – sidste års ”Hardwired. . . To Self-Destruct” – nok så småt med tiden kunne føre en slags Metallica-genfødsel med sig, så fandt samme sted i fuld offentlighed lørdag aften.
Det siger noget om Metallicas berettigede tro på det nye materiale, at hele seks numre fra det ny album fuldt fortjent havde fundet sted til sætlisten. De blev så serveret sammen med andre velkomne overraskelser i samme som en bragende tung ”The Day That Never Comes” fra det forrige album ”Death Magnetic”, det gamle Budgie nummer ”Breadfan” og – oh fryd og salig herlighed – gamle og aldeles nådesløse ”Fight Fire With Fire” som første ekstranummer.
Når jeg så tilmed fortæller jer, at Metallicas mangeårige slutnummer – den til alle tider formidable ”Seek And Destroy” – blev fyret af allerede som tredje sang, at den gode men fortærskede ”Creeping Death” slet ikke var på listen, samt at det lykkedes Metallica at spille deres måske mest heavy nummer, ”Sad But True”, så tungt, at den kunne tvinge mindre øer under vandoverfladen.
Bortset fra den evindelige “Nothing Else Matters” var der ingen leflen for eller klæbrige kærlighedserklæringer til kakkelbordenes stearinhygge, og der var – fraset den trods alt mere end tålelige ”Fuel” – heller ingenting fra 90’ernes metervare album ”Load” og ”Reload”.
Vi slap tilmed for de ligegyldige bas- og guitarsoli, som har plaget Metallicas koncerter i årevis. Som nævnt: ind til benet, helt kompromisløst og – nå ja - HEAVY METAL! Endelig – som i endelig – blev posen rystet.
Det var en mesterlig og majestætisk messe med flere højdepunkter end en årsmesse for silicone-implantater. Nævnt i flæng og for KUN at nævne tre har nye numre som ”Dream No More”, ”Halo On Fire” og den suveræne ”Now That We’re Dead” allerede næsten status som Metallicas gamle klassikere, og spillet, som de blev lørdag aften, skulle man fandeme være så umusikalsk som en rendegraver for ikke at kunne høre hvorfor.
Nej, som musikere er Metallica teknisk ikke verdens bedste band. Men hvad fanden rager dét mig – rockmusik handler i høj grad om sjæl, overbevisning og kærlighed til musikken, og når Metallica serverer alle tre dele på den måde, de gjorde lørdag aften, kommer de færreste andre nds bare i nærheden af dem.
”Hvor er det bare genialt! For helvede la’ mig dø nu – jeg er så lykkelig, mand!” brølede en velvoksen herre ved min side allerede under andet nummer ”Atlas, Rise!”.
Heldigvis overlevede han og fik resten med. Men det var én af de aftener, og det var med nogen sandsynlighed årets koncert. . .
