Der er ikke så mange måder at sige det på: Kashmirs nye album er temmelig kedeligt.
Intentionerne er ellers gode nok. Kasper Eistrup og kompagni har sat sig for at lægge stilen om – i retning af det mere eksperimenterende og ambient-agtige (tænk Eno og Fripp). Men desværre lyder resultatet i for mange tilfælde mere som stilstand end modig kunst.
Efter mange år som rock-elsker bliver jeg altid mistænksom, når en kunstner forklarer, at de nu har besluttet sig for at satse mere på det eksperimenterende end på den ligefremme hit-melodi.
Frit oversat betyder det nemlig ofte, at de som komponister blot er løbet panden imod en mindre skriveblokering. De såkaldte ’ligefremme hitmelodier’ er nemlig ikke spor lette at finde på. Og for at gøre en dyd af nødvenlighed beskriver gruppen nu deres nye og melodisk langt mindre iørefaldende sange i mere kunstneriske vendinger (tør jeg sige ’Radiohead’?).
I pressematerialet præsenterer Kashmir således sit nye projekt under overskriften ’Tilfældighederne bryder dogmerne’. Og hvis det lyder mere som en polsk stumfilm end rock, så passer sangen ’Pedestals’ perfekt i den analogi.
Her koger bandet nemlig over én akkord. Efter seks endeløse minutter tager Eistrup endelig ordet.
Men det gør desværre ikke sagerne ret meget mere spændende. Melodisk er ’E.A.R.’ nemlig noget nær minimalistisk. Og selvom der ér gode, underspillede sange på albummet, så glæder jeg mig til, at Kashmir igen ’bare’ spiller gedigen og kreativ rock.
