Poppens pæne dreng smider lænkerne
Anmeldelse: Thomas Helmig, ’KH Helmig’ (fem stjerner ud af seks)Så tog fanden endelig ved Thomas Helmig. Kærligheden er væk. Midalderen truer. Men alligevel lyder Thomas som om, han sjældent har haft det sjovere.
Han har artigt stået der ude og banket på. Han har passivt grædt over pigen, der brændte ham af. Og han har bukket og skrabet, fordi han nu engang ér en ’stupid man’.
Men du er det slut. ’No More Mister Nice Guy’, som Alice Cooper engang sang. Og på sit nye album ’KH Helmig’, der udkommer fredag, springer den 49-årige popsanger ud som en skøn dansk pendant til folk som Warren Zevon, Lou Reed og Ulf Lundell - på én gang sjov, kynisk, fandenvoldsk og dybt, dybt følsom.
Smuk kærlighedssang
Det sidste kommer for alvor til udtryk på den afsluttende og samtidig én af moderne dansk pops smukkeste kærlighedssange, ’Husk at’.
Her synger Helmig til sit barn: ’Når du græder, som du græd i går og alt er helt sort indeni, så skal du huske på, at jeg vil elske dig, til mit liv er forbi.
Som en mand, der er blevet sparket ud af bilen, mens den stadig kører, lyder Thomas lidt medtaget - men på den gode måde. Han lyder som en mand, der har set det hele, prøvet lidt af hvert og nu er forberedt på det værste. Og når han således for 117. gang (i sangen ’Sukker’) svajende står i baren og betragter det dilettantiske danske showbiz-liv udfolde sig for øjnene, lægger han heller ikke fingre imellem:
’Her er ikke andet end tøsedrenge og barbiedukker, lad os smutte før lortet lukker - væk fra wanna-be værter og vaselinedukker.
Renée og alle de andre
Thomas er spydig og præcis. Men han er også melodiøs og nysgerrig. Og selvom store dele af ’KH Helmig’ lyder lidt stue-agtig og skramlende (efter Helmig-standarter), så råder alsidighed og den førnævnte nysgerrighed snildt bod på den slags soniske småproblemer.
Genremæssigt er ’KH Helmig’ nemlig et skønt stort og temmelig tosset tag-selv-bord af forskellige stilarter. Således lander én af mine favoritter, ’I Gang med at gå’ midt imellem Lou Reed og Marvin Gaye. ’Festen’ er den fedeste funk - i lommeformat. Én af albummets få smuttere ’Lemand’ er tung Mississippi-blues. Og endelig er albummets hæmningsløse midtpunkt ’Sukker’ bare tosset - Et korarrangement, som enhver producer med forstand på hitlister ville have nedlagt forbud imod, får hovedet til at boble. Noget, der lyder som en blikfløjte, vikler sig omkring melodilinjen. Og resultatet er en slags calypso-hybrid, hvor Helmig endnu engang - og med smittende charme - understreger sin uafhænghed.
’Synger han om Renée,’ spørger du. Og selvfølgelig gør han det. Eks-konen og alle andre kvinder får tørt på. Men hun bliver også hyldet. Og slutteligt indset Thomas endnu engang, at ingen for alvor har skylden og at det blot er på tide, at han rejser sig fra selvmedlidenhedens mudderpøl og nikker livet en venskabelig skalle.
