Fantastisk lyd og lyriske guldkorn – Falchs nye album er efterårets bedste

For tre år siden gav jeg Michael Falch-albummet ’Fodspor i havet’ de maksimale seks BT-stjerner. Men det fortryder jeg nu. Falchs nye ’Sommeren kom ny tilbage’ er nemlig endnu bedre.

Det er selvfølgelig ikke fordi, ’Fodspor i havet’ er blevet mindre sublim med tiden - tværtimod. Men hvor Falch på sit første hjemme-indspillede album fra tid til anden stadig lød, som om han anstrengte stemmen en lille smule, så er de nye og lysere sange på ’Sommeren kom ny tilbage’ simpelthen så perfekte, at de næsten synger sig selv.

Men titler ’Næsten som at være der selv’, ’Suk hjerte’ og min favorit ’I min barndoms land’ tager Michael os med på en stille trilletur - måske på forsædet af sin røde Volvo Amazon, som han vasker og pudser i sangen ’Lavland’.

Vi får minderne, kærligheden og drømmene serveret, mens Michael synger:

’En streg i ansigtet var en streg i regningen engang, Nu ligger de som omkvædslinjer i din helt egen seng’.

Og selvom det på rynkerockerens nye skive vrimler med dén slags lyriske guldkorn, så bliver melodien aldrig henvist til bagsædet.

Således er titelmelodien, ’Blues på motorvej’ og ’Nær’ nærmest skoleeksempler på, hvordan man får ord, toner og produktion til at gå op i den smukkeste og mest uforcerede enhed.

Sprækket og rynket

Ligesom alle rynkerne i ansigtet lader Michael Falch i en alder af 57 år til at være dus med alle sprækkerne i stemmen. Han har på sine nye sange derfor fundet et nyt, afslappet leje til vokalen - med uhørt udtryksfuldt resultat. Og sammen med sin musikalske partner Lars Skærbæk og resten af bandet Boat Man Love har denne kombinerede forfatter, skuespiller og stærkt tilbagelænede livskunstner samtidig lavet et af danmarks-historiens bedst lydende album.

Mange nye popsange, der er fremstillet specielt til iPhone og pc, kan sommetider føles som en kompresset, sonisk boksehandske, der rammer dig lige midt imellem øjnene. Men på ’Sommeren kom ny tilbage’ er der ikke alene højt til loftet. Lyden er på én gang luftig og distinkt som store lyse stuer, hvor guitarer og strygere hænger som smukke og faverige billeder på væggen.

Som en varm ven sidder Michael lige over for dig og synger de sange, der kommer lige fra hjertet. Og som lytter har man mest af alt lyst til at invitere sig selv på kaffe og kage og blive hængende i dagevis.

Sommeren kom ny tilbage, Michael Falck, 6 ud af 6 stjerner