BT's anmelder Steffen Jungersen ser på Metallicas præstation på Sonisphere Festival i Helsinki.

Lars Ulrich og co. beviste to dage inden koncerten i Horsens, at de 30 år inde i karrieren stadig synes, det er skideskægt at være Metallic.

Den populære overtro vil gerne diktere, at størst også er bedst. Problemet med dét diktat er, at det er noget vrøvl. Eksempelvis er der ingen tvivl om, at Metallica er verdens største Heavy Metal band, men rent musikalsk og teknisk er der, som jeg vist også har nævnt ved tidligere lejligheder, talrige konstellationer derude, som er bedre.

På den anden side set: i en verden, der alt for ofte hylder maskinel, antiseptisk, pletfjernende perfektion over personlighed og karakterskabende knaster fryder jeg mig faktisk over, at netop et band af Metallicas status ind imellem både spiller upræcist og løber i hastighed.

Det gør dem nemlig til et befriende organisk foretagende, og – som de beviste foran 47.000 finner mandag aften i Helsinki – er og bliver Metallica sgu’ et bjergtagende skue, når de giver koncerter. Når de står deroppe på scenen, ER Metallica nemlig både størst og bedst. Det skyldes selvsagt en til tider stilskabende sangskat, men det skyldes ikke mindst, at bandet stadig nyder at dele dét, de laver, med publikum. Når den mægtige maskine, Metallica er, når de er bedst, først pløjer ud over slagmarken, bliver oppositionen fejet til side med en energisk effektivitet, så kun lyden af den knitrende ild fra samme oppositions brændende instrumenter høres bagefter.

Så kan det godt være, at hærfører Hetfields tonse-tropper er 30 år inde i karrieren og efterhånden aldersmæssigt nærmer sig det halve århundrede, men fra det øjeblik starten går med den 29 år gamle ’Hit The Lights’ og godt to timer frem, er det tydeligt, at Metallica nyder at være Metallica. Ja, faktisk synes de tydeligvis, at det er skideskægt.

Sanger og guitarist James Hetfield har i mange år været én af rockens bedste frontmænd, og manden bliver stadig bedre. Livsstykke og bassist Robert Trujillo har det tydeligvis ikke godt med den råkolde finske juniaften, men det forhindrer ham ikke i at give alt, hvad han har i sig, når han og Hetfield træder hen til Lars Ulrichs podium og pisker den skiftevis grinende og sammenbidte trommeslager op til større præstationer.

Så betyder det mindre, at leadguitaristen Kirk Hammett, igen denne aften for ofte tager enerverende ekskursioner udi ligegyldigheden på sin wah-wah pedal. Men lad det nu ligge.

De fem numre, som indledte koncerten, inden Metallica – som lovet – spillede hele deres største nu 21 år gamle succesalbum ’Metallica’ (i folkemunde ’The Black Album’) igennem fra bagest til forrest, var næsten hele aftenen værd. Specielt en mesterlig version af den forholdsvis sjældne ’The Shortest Straw’ men også en råstærk, groovy udgave af den nyere ’Hell And Back’.

Da Metallica så nåede ’Black Album’ afdelingen af koncerten overgik Hetfield sig selv, da han først fik publikum til at synge ’My Friend Of Misery’ tostemmigt og selv lagde en tredjestemme på med sin guitar. Igen: et bjergtagende skue.

Der er numre fra det album, som ikke holder live – som ’Of Wolf And Man’ og ’Don’t Tread On Me’ – men det tilgiver man naturligvis, når man får mesterværker som ’The Unforgiven’, ’Sad But True’ og ’Enter Sandman’ serveret klods op ad hinanden.

Og skulle man derefter fundere over, hvem der ville stå alene tilbage på slagmarken, når alt andet var fejet til side, så sørgede de evigt eminente ’Fight Fire With Fire’ og ’Seek And Destroy’ for at fjerne al tvivl til slut.

Glæd jer til koncerten i Horsens. Jeg har set Metallica over det meste af verden, og de har det altså med at præstere lige det ekstra, når de spiller i Lars Ulrichs hjemland.