Der er noget svært definerbart melodi grand prix-stemning over Lukas Grahams nye single ’Lie’, der med sin flotte produktion faktisk ville være et stærkt dansk bidrag til det internationale Eurovision-show.

Men dertil er det den danske trio selvfølgelig ikke nået i karrieren, hvor ambitionerne fortsat er større end en enkelt aften som lørdagsunderholdning (Selvom det kunne være fedt med Lukas Graham i dansk melodi grand prix).

’Lie’ er første nye udspil siden sidste års ’The Purple Album’, hvor singlen ’Love Someone’ naturligvis havde svært ved at leve op til verdenshittet ’7 Years’, men i dag alligevel har rundet imponerende 750 millioner afspilninger på tværs af diverse streamingtjenster.

Derudover er videoen på Youtube nu oppe på over 213 millioner afspilninger, hvilket også må siges at være en pæn sjat.

Det er endnu ikke meldt ud, om ’Lie’ varsler et nyt Lukas Graham-album, men det afslører i hvert fald en ny lyd fra Lukas Grahams side.

Der er som altid klogt nok skruet helt op for Lukas Forchhammers stærke vokal, men derudover er der blevet trykket på alle knapper i maskinrummet, så nummeret udover sin grandprix-iske  storladenhed også har elementer af – i mangel af bedre ord – 2015 Justin Bieber –agtige ’space’-elementer.

Lukas Forchhammer plejer at være ret ren i spyttet lyrisk, når han synger om sin familie, men på ’Lie’ går historien om den daværende teenagesforelskelse i den nuværende kæreste – og mor til datteren Viola - ikke rent ind efter de første par lyt.

Dertil vil produktionen måske for mange ting på én gang?

’Lie’ er altså ikke umiddelbart Lukas Grahams stærkeste singleudspil til dato og kræver lidt tilvænning, før man begynder at nikke med nakken, men er man til Lukas Forchhammers melankolske soulstemme tilsat et brag af et åh-åh-omkvæd fuld af fraseringer, så går man ikke helt galt i byen.

Lukas Graham er netop fløjet til Asien, nærmere bestemt Bangkok, for at indlede en lille turné.

Derefter fortsætter de efteråret i USA, hvor de spiller den række koncerter, der blev udskudt i foråret af uvisse årsager.

Herhjemme kan vi indtil videre først opleve ’Lie’ og resten af eventuelle nye Lukas Graham-sange til næste sommer.

Coveret til 'Lie'.
Coveret til 'Lie'. Foto: Singlecover
Vis mere