Hvis du hører om en koncert, hvor publikum kun sjældent sang højlydt med, kun få fremmødte for alvor nikkede med hovedet under musikken og ingen dansede, hvad ville du så tænke? Sikkert at koncerten enten var en klassisk en af slagsen med violiner, strygere og en dirigent, eller at den bare havde været røv kedelig. For kan en koncert være god, når ingen af ovenstående er opfyldt? Ja, det kan den sagtens. Det beviste det unge amerikanske singer-/songwriter fænomen Lana Del Rey fredag aften i et pakket Tap1 på Carlsberg-grunden i København.

Film-noir-sanger Men inden vi kommer til, hvorfor hun gjorde det. Så synes jeg lige, vi skal dvæle ved, hvad Lana Del Rey er for en størrelse. For det er ikke helt nemt. Hun er blevet beskrevet som en lounge-sanger, en anti Lady Gaga. Men mest rammende er måske beskrivelsen som en film-noir-sanger. For der er noget virkelig gennemtrængende, skæbnesvangert, dystert og melodramatisk i den femme fatale-skikkelse som, gennem den ca. 1 time og 20 minutter lange koncert i Tap1, svævede hen over scenen som et spøgelse, der havde forladt jorden for tidligt, men stadig havde en masse sørgelige historier om (tabt) kærlighed at fortælle.

Smuk sirenesang Og selv uden store hits som ’Blue Jeans’, ’Born To Die’ og ’Ride’ ville koncerten føles som en dragende sirenesang fra det hinsides. Hvor fortabte musikalske sjæle drages mod. For Lana Del Rey’s store force, ud over hendes dystre lounge/film-noir-univers, er hendes fantastiske stemme. Og den fik heldigvis lov til at udfolde sig flot og kraftigt i Tap1, hvor de smukke toner strømmede ud til de mange fremmødte. Det resulterede, som tidligere nævnt, ikke i en masse skrålen med, nikken med hovedet eller dans på stedet. Men det behøvede det heller ikke. Det var rigeligt at stå stille og lytte til sirene-tonerne og lade sig drage. På den anden side, hvis du er typen, der godt kan lide at danse og skråle til koncerter, så ville du nok alligevel aldrig tage til en Lana Del Rey-koncert.

Tilfreds publikum Men dem som enten var ligeglade med den præmis eller bare godt kan lide Lana Del Rey, de fik sig en flot, lækker melankolsk koncert fredag aften. At publikum var tilfreds var tydeligt under de sidste numre, der bl.a. talte hits som ’Video Games’, ’Summertime Sadness’ og mit yndlings Lana Del Rey-nummer ’National Anthem’. Her blev der faktisk sunget en smule med (så det kunne høres svagt), og brag af klapsalver strømmede mod scenen. Alt sammen ganske fortjent. For Lana Del Rey leverede en super flot, dyster, mørk (og lidt uhyggelig) koncert. Lana Del Rey, Tap1, fredag 05.04.2013, fem ud af seks stjerner.