Der var tirsdag aften lagt op til ren legendeformation i Royal Arena, hvor en kvartet af rap-musikkens ubestridt største navne var samlet for at sende hiphop-elskere i ekstase.
Men langt fra alt gik, som man kunne ønske det.
Med De La Soul, Public Enemy, Wu-tang Clan og ikke mindst DJ Premier på programmet var der lagt op til en tur ned ad rappens memory lane.
Hvis man er født i 60'erne, 70'erne og 80'erne er det musik, de omkring 5.600 i den kun delvist fyldte Royal Arena voksede op med, mens navne som Drake og Kedrick Lamar er det nymodens rap.
De La Soul
To mand og en dj - det kunne lyde som titlen på en dårlig sitcom fra 90'erne, men det er også opskriten på en hiphop-koncert, da De La Soul var på toppen.
Og det var også opskriften tirsdag aften.
På intet tidspunkt under de godt 40 minutters nostalgi leveret i et rimeligt 'slentre rundt på scenen'-tempo blev det ændret.
Det var et dejligt, men semikedeligt gensyn, som desværre mest af alt fungerede som opvarmning - de fleste var tydeligvis kommet for at se Wu-tang Clan.
Det blev aldrig rigtig vildt, selvom de ellers forsøgte at hive publikum, hvoraf mange først dukkede op i arenaen midtvejs, op af stolesæderne med arme i luften og opfordringer til at stå op.
Og det blev ikke bedre af, at gruppen på trods af et par store hits som 'Oooh' og 'Me Myself and I' på setlisten ikke spillede deres vel nok største klassiker i form af 'Ring Ring Ring'.
Karakter: tre ud af seks stjerner.
Public Enemy Radio
Hvis alderen trykkede Chuck D og resten af den reviderede udgave af Public Enemy, som har fået et Radio smidt bagpå, da eksempelvis Flavor Flav ikke er med, så var det i modsætning til De La Soul dog langt fra til at se.
Den hårde militante hiphop, som gruppen er så kendt for, blev leveret med kraft og energi på scenen. De to mand og en dj var her suppleret af yderligere to militærklædte, mandlige dansere, til at give ekstra liv.
Her manglede ingen store hits, og numre som 'Don't Belive the Hype', 'Fight the Power' og en personlig favorit i 'He Got Game' blev nærmest blev tævet ud over scenen.
Eneste rigtig store problem var vedholdednde elendig lyd, når der for alvor blev skruet op. Det havde man i parantes nærmest ikke bemærket med den lave lyd under De La Soul.
Karakter: fem ud af seks stjerner.
DJ Premier
Det her var en direkte skændsel. Den legendariske producer, dj og medlem af en af hiphops vigtigste duoer Gang Starr var blevet placeret ude i den ene side og skulle fungere som pauseunderholdning mellem de andre navne.
DJ Premier udfyldte i øvrigt rollen glimrende og fik dem blandt publikum, der ikke var på toilet eller ude og hente øl, op af deres stole og i festhumør.
Men hvorfor dog lade en sand legende agere pauseklovn? Øv!
Karakter: en ud af seks stjerner.
Wu-tang Clan
Uden tvivl aftenens højdepunkt. Det, folk havde ventet på. Derfor var energien fra publikum skruet ekstra op. Det samme var lyden, der havde fået et hak op ad for hver gruppe, der havde været på scenen. Lydniveauet kulminerede med Wu-tang. Og det var en rigtig dum idé.
For jo højere lyden blev, des mere elendig tog den sig ud. Det kan sagtens være Reakwon, RZA, Ghostface Killah, GZA m.fl. leverede en storslået koncert, mens de stod på scenen og smårockede frem og tilbage. Det var bare svært at høre.
Heldigvis kunne man tyde de forskellige rim i larmen. Hvilket trods alt betød, at de mange dedikerede fans kunne skråle med.
Og det var der rigeligt med mulighed for, for gruppen fra Staten Island havde medbragt et kæmpe udvalg af deres allerstørste hits som 'Cream', 'Wu-tang Clan Ain't Nuthing Ta Fuck Wit', 'Shame on a Nigga', 'Protect Ya Neck', 'Gravel Pit' og mange flere.
Den største oplevelse med Wu-tang var det afdøde medlem Ol' Dirty Bastards søn, som sjovt nok har taget kunstnernavnet Young Dirty Bastard.
Han løb energisk rundt på scenen, dukkede op i en FCK-spillertrøje og fik de gamle medlemmer af gruppen til at se ud som det, de er, mænd, der var unge i 90'erne.
Et glædeligt, men langt fra perfekt gensyn.
Karakter: tre ud af seks stjerner.
Samlet karakter: tre ud af seks stjerner.
