Kærlighed, nærvær og talent. Det er bare tre af de vigtige ingredienser, der er med til at gøre Lasse og Mathildes nye album ’Verden venter’ til en lille ,afdæmpet dansk pop-perle.

I selskab med gode og nærmest forbryderisk talentfulde venner som Ole Fick på guitar, Bo Stief på bas og Alex Riel på trommer tager det afslappede, men også altid nysgerrige ægtepar et sonisk snapshot af deres liv og vores verden - lige her og nu.

Dén verden er fyldt med kærlighed og venskab. Men i en relativt fremskreden alder banker tanker om døden og troen også på døren.

Og i omhyggelige, præcise og kærtegnende sange som ’Dæmonen’, ’Verden venter’ og ’En del af dig’ kommer Lasse, Mathilde og alle deres herlige venner hele vejen rundt i følelsesregistret.

Stilen er ligesom hovedpersonerne tilbagelænet. Helhedsindtrykket minder lidt om Michael Wiehes seneste. Melodi og tekst er konstant i fokus. Men de smagfulde solister får hver især også lov til at stikke næsen frem og krydre retten. Og helhedsindtrykket er som et godt måltid (med vin) blandt rigtig gode venner: velsmagende, farverigt, omsorgsfuldt og en lille smule berusende.

Lasse og Mathilde, ’Verden venter': 5 stjerner

Andre læser også