THE DARKNESS, Amager Bio
Selv om man så decideret ikke kunne fordrage engelske The Darkness’ evindelige livtag med samtlige klichéer under rock’n’roll himlen, vil jeg mene, at man burde elske dem alligevel!
Og hvorfor så det?
Ja sgu’ simpelthen fordi man vil få endog meget svært ved at nævne mere end en håndfuld bands, som i dén grad brænder for sagen. The Darkness’ kærlighed til bemeldte klichéer brænder i himmehøje stikflammer, og i en koncertsituation leverer bandet i al almindelighed og sanger og guitarist Justin Hawkins i særdeleshed med nærmest overdreven overbevisning. Faktisk i et omfang, så man i Amager Bio lørdag aften i perioder regulært fik opfattelsen af, at The Darkness er direkte desperate for at få folk skal fatte, at de hér AC/DC klodser vitterlig er så vitale og altafgørende, som Hawkins og co. prædiker.
Fra starten gik med ’Every Inch Of You’ og ’Black Shuck’ og hele vejen ind i enhver luftguitarist himmel via en formidabel flotille af festhymner som ’One Way Ticket’, ’Nothin’s Gonna Stop Us’, ’Friday Night’ (pragtsang dér) og ’Keep Your Hands Off My Woman’ var The Darkness’ desperado dans i Amager da også såre underholdende og dertil selvsagt det oplagte soundtrack til lørdag aften, bajere og slibrige tilnærmelser til ellers så artige Anne fra Amager.
Så langt så godt og det var rigtig godt.
Alligevel kan jeg ikke helt løsrive mig fra en fornemmelse af, at der altså manglede noget denne aften. For ligesom eksempelvis intime bluestrioer gør sig bedst på små spillesteder, så vil jeg mene, det modsatte gør sig gældende for The Darkness. Der er – så at sige – ikke rigtigt plads til The Darkness’ gevaldige armsving og ditto vingefang på et forholdsvis lille spillested som Amager Bio. Sagt på en anden måde – når man gerne vil være ’larger than life’, som briterne siger, så kræver det også store spillesteder.
Og The Darkness ville simpelthen gøre sig bedre i store pakkede haller eller på festivalscener (hører I, Roskilde!?). Nu er jeg så godt klar over, at sådan er The Darkness’ virkelighed ikke i 2013, når de ikke engang kan sælge Amager Bio ud, men hér er det så også det dér utopia, de kalder ’en ideel verden’, jeg refererer til.
Men den lader vi så ligge. Og jeg stiller gerne op næste gang og tager den dér ’One Way Ticket To Hell… And Back’ med The Darkness. Som indledningsvis er de umulige ikke at elske. De har den helt rigtige men i disse dage alt for sjældne rock’n’roll attitude, deres kærlighed til både musikken og publikum brænder som en løbsk oliebrand, og – for helvede da – de bruger Thin Lizzys ’The Boys Are Back In Town’ som intromusik! What’s not to like?!
Tillad mig så sluttelig et håb om at langt, langt flere herhjemme opdager, hvor fornøjelige The Darkness er, så vi næste gang kan få festen fyret af i større rammer…
