Blålys
Blues-Rock

Biolog og fuldtidsfar Ole Frimer (nr. to fra højre) har komponeret, indspillet og udgivet blues hele sit liv. Men det er første gang, at han nu gør det på dansk. Og dét fungerer.

Som bluessanger og guitarist kan Ole snildt følge med samtlige udenlandske forbilleder. Og sange som ’Lysningen’ og ’Blålys over bro’ viser tydeligt, at han kan både sin Doors og Pink Floyd. Men det er den typisk danske feeling og de gennemarbejdede danske tekster, der gør hans første album i otte år til noget helt specielt. Og så gør det jo heller ikke noget, at mere funky sager som ’Single City’ smager lidt af den C.V. Jørgensen, vi stadig kan huske fra den klassiske ’Vild i varmen’-periode.

Ole skriver og synger modent, men frit og med en flydende naturlighed om det, han ser og føler. Musikken bevæger sig ubesværet fra klassisk blues til klassisk rock med et appetitligt stænk af funk. Og så følges det hele til dørs med et guddommeligt band, der til dagligt har rødder i Savage Rose, Hush og Allan Olsens band.