De står der allerede, fra "Second Hand News" brager ud over scenekanten som første nummer lidt over otte: De allerede voldsomt entusiastiske fans, som har samlet sig i en dansende klynge foran scenen uden hensyn til det siddende publikum på de forreste rækker.
Og så er der (som altid her på lokaliteten) de ikke helt få, som tydeligvis er med på sponsorbilletter og ikke udviser nogen større interesse eller entusiasme over for bandet på scenen. Fra de hyggelige selskaber oppe i Danish Crown og øvrige sponsorers egne tribuner under hallens loft og ned over fløjene, hvor en dame tidligt i sættet udbryder: "Det er ikke godt, det her. Det er trist. Tragisk."
Fin form
Det er nu en lovligt hård dom at fælde, for Fleetwood Mac viser sig faktisk i fin form her hen mod slutningen af en omfattende turné - over 40 år inde i karrieren og med blikket fast rettet mod fortiden. Også selvom gruppen faktisk har et par nye sange med i aften, hvor de er tilbage på en dansk scene fire år efter koncerten i Parken i 2009.
"Hver gang det her band har taget en pause og finder sammen igen, er der sket noget," siger Lindsey Buckingham på et tidspunkt og tilføjer "Denne gang gik vi i studiet først og indspillede et par nye sange....vi vil gerne dele et par af dem med jer i aften." Det bliver blandt andet "Sad Angel", som føjer sig naturligt ind mellem de gamle sange - og lyder, som om den kunne have være skrevet dengang.
Ottecifrede salgstal taler deres eget tydelige sprog, og med Fleetwood Mac følger også hele mediemytologien omkring bandet og ikke mindst det centrale album "Rumours" fra '77, hvor bandets to ægteskaber gik i opløsning undervejs og popklassikere som førnævnte "Second Hand News", "Dreams" og "Go Your Own Way" rejste sig ud af hundredevis af studietimer præget af skænderier og hvidt pulver.
Helhjertet hitparade
Alle er de naturligvis inkluderet i aften, hvor bandet - minus Christine McVie - er i Herning med en helhjertet hitparade, som skal komme til at strække sig over knap tre timer. Og inkludere såvel de slidstærke sange fra "Rumours" som afstikkere til "Tusk" ("Not That Funny", "Sisters of the Moon" og en overbevisende udlægning af titelnummeret) og et minisæt midtvejs med Stevie Nicks og Lindsey Buckingham alene på scenen i "Landslide", "Never Going Back" og "Big Love".
De skal også siden afslutte aftenen med en afdæmpet "Say Goodbye" i inderlig duet - men først altså efter et ganske omfattende sæt, hvor der levnes rigeligt med plads til soli - McVie og Fleetwood på bas og trommer - mens en veloplagt Lindsey Buckingham spiller den ubetingede hovedrolle i aften. I dynamisk samspil med bandet og ikke mindst Stevie Nicks, javist - men ikke desto mindre omdrejningspunktet, fra det tunge riff i "The Chain" til aftenens utallige, udstrakte guitarsoli.
I lyset af bandets historie er det naturligvis ekstra betydningladet - og måske heller ikke helt spontant - at det tidligere par Buckingham og Nicks omfavner hinanden inderligt i "Sara."
Siden fortæller Nicks en ti minutter lang anekdote om et gammelt demobånd fra '71, som blev væk og dukkede op igen - for til sidst at takke Buckingham for at tage hende med ind i bandet, Fleetwood for viljen til at hyre parret i sin tid og endelig Mac (John McVie) for ikke at forhindre det: "Tak for at sætte dit ægteskab på spil ved ikke at sige "hey, vi har allerede én pige i bandet - min kone" dengang."
Rendyrket nostalgi
Jo, det er hele historien om Fleetwood Mac (efter Peter Green!), som rulles ud i aften, og det er svært at sige de musikalske og vokale præstationer noget på. Højdepunktet "Go Your Own Way" afslutter det egentlige sæt, fire ekstranumre ad to omgange følger.
Til allersidst holder Nicks takketale, hvor hun sammenligner publikum ved koncerterne med indianernes "drømmefangere," som hun husker fra sin barndom i Arizona. "Sangene er drømmene," som hun siger. Publikum er opstemt, og vi har da også været vidne til en Fleetwood-fest for alle pengene, som først er helt forbi, da ærkebritiske Mick Fleetwood har været tilbage på scenen og erklære at "The Mac is back!"
Der er intet galt med den rendyrkede nostalgi, når den udfoldes så overbevisende som i aften. At den så i sin natur rummer nogle begrænsninger, er en anden sag.
