Jeg elsker både ’Marquis de Sade’, ’Barndommens gade’ og ’Kvindesind’. Men uanset hvordan man vender og drejer den, så er Linnets nye album ’Kalder længsel’ en skuffelse.

Bedst er den 59-årige komponist og sanger på de stille sange. Og midt i mylderet af middelmådige omkvæd og monotone diskobeats kommer balladen ’Ved verdens ende’ som et mindre chok.

Pludselig får vi en melodi, der hænger ved. Linnets sødmefulde tekst om pigen, der på seks vers gør op med et helt liv, er simpel, men også følt. Og tankerne bringes hen på det stærke, men oversete ’Berlin ’84’-samarbejde med Sanne Salomonsen. Men fornøjelsen varer desværre ikke længe.

Bortset fra en anden relativt stærk ballade ’Stjernestorm’, fremstår ’Kalder længsel’ som et rutinejob, hvor Linnet ikke har lagt ret meget af sit ellers legendariske hjerte i.

Således lyder småpinlige sange som ’Alt det du si’r’, ’Hvis jeg møder dig’ og ’Kysser som en drøm’ blot som blege ekkoer fra fortiden. Og alt for ofte lyder Linnet - trods autotune forvrængning - som om hun hellere vil være et helt andet sted.

Anne Linnet, 'Kalder længsel', POP
To stjerner ud af seks