Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hvorfor dog stryge publikum med håret, når man kan hamre – som i HAMRE – dem nådesløst i overgivelsens knæ med ren og skær volumen i noget, som former sig som en intens, indædt hensigtserklæring om at lære dem, hvordan man spiller det dérsens Heavy Metal hejs.

Og det på en måde så de svagere elementer i publikum efterlades forslåede i vejkanten, og kun det hårdeste hold i kapellet bliver stående med de knyttede næver i luften fra start til slut.

Ja, mine damer og herrer: de tyske veteraner i Accept var tirsdag tilbage i København, og så benyttede de da lige denne pragtaften til ´- hvis nogen skulle have glemt det – atter at bevise, at de den dag i dag er ét af verdens ubetinget bedste Heavy Metal bands.

Ja, jeg vil gå så vidt som at påstå, at Accept tirsdag aften VAR verdens bedste Heavy Metal band. Med en opvisning i power, præcision og åbenlys glæde over denne musik, som kun mægtige Judas Priest i disses storhedsdage ville have kunnet matche.

Fra starten gik med ’Hung, Drawn And Quartered’ fra det aktuelle ’Stalingrad’ album og to timer frem fik vi et fænomenalt timet sæt bestående af lige dele sange fra de to comebackalbum – førnævnte ’Stalingrad’ og ’Blood Of The Nation’ (2010) – og en lang række uimodståelige klassikere fra de fjollefede firsere som ’Breaker’, ’Princess Of The Dawn’, ’Neon Nights’, ’Fast As A Shark’, ’Metal Heart’ og – naturligvis – slagsangen over dem alle; ’Balls To The Wall’.

Alt sammen – i hvert fald i mit sind – mejslet ind i hukommelsen som en orgiastisk opvisning i, hvordan man spiller denne musik.

Og Accept er mere end almindeligt velspillende, tag ikke fejl af det. Specielt chefguitaristen Wolf Hoffmann har et sjældent tag på kunsten af spille med lige dele feeling, brutalitet og melodiforståelse, som kun de bedste i denne genre kan det.

Men resten af bandmedlemmerne er heller ikke tabt bag et triumftog – bassist Peter Baltes duel med Hoffmann efter den oversete men vidunderlige perle ’Aiming High’ var således ét af talrige højdepunkter i koncerten.

Så kan det godt være, at Accept i de tidligere firsere stod fadder til speed metal, men dét, som faktisk den dag i dag løfter bandet et par ligaer op over de fleste konkurrenter, er faktisk Accepts mange midtempo sange.

Hér finder vi nemlig bandets insisteren på at Heavy Metal – uanset hvor hårdt det går for sig – godt kan spilles med noget for genren ellers så sjældent som regulært sexy swing. Det er dét swing kombineret med Accepts melodiforståelse, som gør dem så uimodståelige.

Det er ingen ringe præstation at kunne kombinere metal med et swing a’la AC/DC, som Accept gør et i eksempelvis ’Bulletproof’, ’Princess…’ eller ’Up To The Limit’. Samt selvfølgelig i den afsluttende ’Balls To The Wall’.

Hold da kæft en fryd at opleve en sal fyldt med karske kvinder og velvoksne mænd brøle den ud over en dansk koncertsal igen.

Og så kunne man ellers gå lykkelig ud i den københavnske nat med et forsigtigt håb om på et tidspunkt at genfinde sin hørelse…

ACCEPT, Amager Bio, seks stjerner