Husker du Aquas kæmpehit ‘Dr. Jones’ - og trancediscogruppen Barcode Brothers? Danske Anders Øland satte sit aftryk på begge. Og hvad skete der så? BT fortæller historien.

Der er mange historier om kunstnere, der blev enormt populære for derefter at forsvinde ud i den kollektive glemsel. Sådan er det også med 42-årige Anders Øland fra Valby. Men det er gået ham ualmindelig godt efterfølgende.

Han har altid interesseret sig for to ting, computer-teknologi og musik. På speciel og succesfuld vis har han formået at kombinere de to passioner. Han er en af hovedkræfterne bag 'Dr.Jones', Aquas næststørste hit efter ‘Barbie Girl’. Han har haft seriøs succes som den ene halvdel af trance-duoen Barcode Brothers. Snart får han en doktorgrad i Kunstig Intelligens fra prestigefyldte Carnegie Mellon University, Pittsburg, Pennesylvania. Et job, hvor lønnen kan udgøre op til 40 mio. kr. om året.

»Jeg har altid været passioneret omkring musik og begynte at komponere allerede som syvårig. Jeg kommer af rockmusikken, har rådyrket et band som Pink Floyd og faldt totalt for Radiohead i 90erne,« fortæller Anders Øland i telefonen fra Pittsburg.

»Ved siden af har jeg haft en brændende interessere for computer-teknologi, og begyndte tidligt at eksperimentere med programmering. Allerede som 14-årig blev jeg stærkt fascineret af  konceptet 'kunstig intelligens'.«

Unge Mr. Øland havde hovedet fuldt af idéer og virketrang, alt for meget i forhold til hvad gymnasiet kunne indfrie. Så til sin fars  store fortrydelse droppede han ud af  2.G på Skt. Annæ Gymnasium i København.

En af de nye veje i tilværelsen førte bag disken i den ikoniske musikbutik Aage Jensen ( i dag 4 Sound) i Indre By, København. To glade stamkunder hos 'Aage', var Søren Rasted og Claus Noreen, der gik og rodede med en masse idéer og projekter.

»De fortalte mig de lavede 'Eurodance', hvilket jeg med min rockbaggrund, syntes lød ret fjollet. Men de inviterede mig i studiet, og jeg blev både imponeret og inspireret, og tænkte, 'det kan jeg også'. Jeg skrev så, det der blev omkvædet til 'Dr. Jones', og lavede den færdig sammen med Søren, lidt for sjov. Et halvt år senere kom Søren ned i butikken, og sagde, at den kunne passe ind i et projekt de kaldte Aqua, som de var ved at få gang i,« siger Anders Øland, og tilføjer:

»Da jeg var 22, stod der 1 million kr. på min bankbog, og der er fulgt en del flere i kølvandet på Dr. Jones, hvis man kan sige det sådan.«

Anders var også med på sidelinien under Aquas andet album 'Aquarius', men det var et andet projekt der efterfølgende stjal hans tid og opmærksomhed: Barcode Brothers, med Christian Møller Nielsen blev en realitet.

To album i en glansperiode fra 1999 til 2002 blev resultatet, hvor hits som 'Dooh Dooh',  'Flute', 'It's a Fine Day' og 'SMS' kastede guld af sig, og var som skræddersyet til Club-scenen.

»Vi ramte lige ned i tiden. Den første plade var overvejende instrumental, og den anden både med og uden sang. Det gik rigtig godt i store dele af verden, og sangene bliver stadig spillet, og er blevet kult rundt omkring, hvilket jeg ikke mindst kan se på den årlige Koda-afregning,« siger Anders Øland.

I mellemtiden har han udgivet to rockbaserede soloalbum, men har erkendt, at han ikke havde trangen og energien til for alvor at forfølge en solokarriere.

I stedet har Øland har de sidste ni år helliget sig studierne, først som bachelor fra IT Univeristet, og færdiggør inden for det næste år sin doktorgrad i AI (Artificial Intelligence, på dansk Kunstig Intelligens) efter nu 5 1/2 års studier på Carnegie Mellon University, i Pittsburg, Pennesylvanina .

»Man kalder AI for den fjerde industrielle revolution, og man taler om, at det får så stor indflydelse på samfundsudviklingen, at det i historiens vingesus vil få internettet til at ligne en parentes. Jeg mener, at skrækscenarier som selvtænkende robotter i Terminator-forklædninger er et misvisende billede,« siger Øland:

»Der er et kolossalt potentiale inden for transport- og sundhedssketoren. Der dør i dag 34.000 mennesker om året i trafikken i USA, men med selvkørende biler - som jeg kan se køre rundt fra mit vindue, hvor jeg står lige nu – kan det reduceres til 0, og fejloperationer kan blive et levn fra fortiden. En computer har ikke tømmermænd, emotionelle udsving, eller dårlige dage, den skal bare fyldes med de korrekte algoritmer.«

Øland er selv specialiseret inden for Kunstig Intelligens er han en del af et meget eftertragtet segment, hvor tilbudene vælter ind.

»Vi bliver headhuntet allerede langt før, vi er færdiguddannet, da vi sidder på en viden, der kan udvikle virksomheders teknologi, og implementere den i praksis. Det er udviklingsvirksomheder som Google, Facebook, Amazon, der hyrer de bedste, og lønninger op til 6 mio dollar (38 mio. kr.)  om året er ikke et særsyn. Problemet er, at de alle de tunge virksomheder ligger i USA, Europa er håbløst bagud i det kapløb.«

Så det bliver ikke noget med at vende hjem til København for dig foreløbig?

»Faktisk jo, det håber jeg. Efter 5 1/2 år i USA mærker jeg også hvor skævvredet og 'fucked up' landet er på mange måder, og det er ikke et sted, hvor jeg har lyst til at stifte familie, og se mine fremtidige børn vokse op. Der er fluor og klor i drikkevandet, og folk bliver ruineret for livstid af et hospitalsophold,« siger Øland og fortsætter:

»Min drøm er at komme tilbage til Danmark, og medvirke til at opbygge København som et europæisk AI centrum i fremtiden. Den idé jeg har snakket med med en af mine nærmeste venner Tommy Ahlers om.  Han er bla. formand for regeringens iværksætterråd, og kendt fra TV som dommer i DR iværksætterprogrammet 'Løvens hule'.«