Den amerikanske rockstjerne, Chad Gilbert, er død.

Han blev kun 45 år gammel.

Det skriver hans kone, Lisa Cimorelli og bandmedlemmer søndag aften på Instagram, hvor de oplyser, at han sov fredeligt ind omgivet af venner og familie.

»Vi er dybt berørte og chokerede over, hvor hurtigt han forlod os, men samtidig meget taknemmelige for hvor fredeligt og roligt, det skete,« skriver de blandt andet.

Chad Gilbert var guitarist i pop-punk-bandet New Found Glory, der i starten af 2000'erne brød igennem med blandt andet nummeret 'My Friends Over You'.

Ifølge det amerikanske medie Page Six fik han i december 2021 konstateret kræft, men selvom han i februar blandt andet undergik en succesfuld operation i hjernen, så var det altså ikke nok til at redde ham.

På grund af sygdommen kunne Chad Gilbert ikke længere turnere med New Found Glory, men var fortsat med, når der skulle laves ny musik.

Derfor er han også krediteret for deres seneste album 'Listen Up!', der udkom tidligere i år.

I Instagram-opslaget skriver de videre, at hospitalets forhal med kort varsel blev fyldt med folk, der ønskede at tage afsked med Chad Gilbert.

»Hans indflydelse vil altid være en del af New Found Glory, og hans ånd vil kunne mærkes på hver eneste scene, vi står på, og i hver eneste tone, vi spiller,« slutter de.