De kalder byen for Drømmefabrikken. Dette er stedet, hvor drømme fødes. Men drømme er skrøbelige, drømme slukkes uafladeligt, og boulevarderne i byen er brolagte med knuste drømme og udslukte håb.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Velkommen til Hollywood. Volbeat er i byen. De er på scenen i Gibson Amfitheater endnu et stop på en turne, hvor de fire danskere aften efter aften lever alle rockbands store drøm, som i deres tilfælde et pænt stykke ad vejen allerede er gået i opfyldelse: gennembruddet i Guds og Barack Obamas eget land, USA.De fleste hjemme i Danmark fatter næppe helt, hvad det er, der er ved at ske, men efter at have oplevet Volbeat på amerikansk grund, tør jeg godt slå fast, at det kun er et spørgsmål om tid, før kvartetten får det helt store gennembrud i staterne.
Næ, Volbeat kommer IKKE til at bidrage til bunkerne af knuste drømme, som ligger og flyder i rendestenene hér i Hollywood eller for den sags skyld i USA som sådan. Aften efter aften på turnéen har Volbeat som ’special guest’ før selveste Motörhead og Megadeth sat de to legendariske hovednavne - begge faktisk blandt Volbeat-boss Michael Poulsens absolutte favoritband - til vægs. Det gør de også i Hollywood, selv om hovednavnene netop hér faktisk er på hjemmebane.
I storform
Men Volbeat er i storform, og et i forvejen fremragende liveband er - med tilføjelsen af den tidligere Mercyful Fate-guitarist Hank Shermann som gæst - blevet endnu bedre. Bandet får det ypperste ud af de 45 minutter, de er på scenen, og selv som mangeårig fan af Megadeth og Motörhead er der ingen vej uden om at erkende, at de to hovednavnes rutinerundgange faktisk virker trætte, når de skal følge den opvisning i livsglæde og tøjlesløs energi, Volbeat er på scenen.
Jeg har set Volbeat flere gange, end de fleste psykoanalytikere ville finde tilrådeligt, og det har været nærmest surrealistisk at opleve, hvordan bandets rejse mod rock’n’roll-himlen ingen ende har villet tage. Men de bliver ved med at imponere mig. Som jeg står i Gibson Amfitheater og med et sikkert lidet begavet, smørret grin og for eksempel oplever, hvordan tre mildest talt velvoksne mexicansk-amerikanere foran mig headbanger unisont og skråler med på hvert eneste ord i hver eneste sang.
Mest spillede
I øjeblikket er Volbeats 'A Warrior’s Call' den mest spillede sang på amerikansk rockradio. Den åbner Volbeat koncerten med, og fra bandet for alvor lægger fra land med 'Guitar Gangsters And Cadillac Blood', 'Hallelujah Goat' og 'Sad Man’s Tongue', til bandet styrer den stolte skude sikkert tilbage i havn med 'Still Counting', går salen fra sporadisk befolket med, til fyldt af amerikanere, som nyder at få en lektion i den musik, de selv har opfundet - rock’n’roll - af fire danskere.Imponerende! Og ikke mindst i Hollywood hvor publikum er berygtet for at være blasert og ligeglad grænsende til det bevidstløse med alle andre end hovednavnet.
Som Volbeats amerikanske booker Justin - med vantro malet i hele ansigtet - belærer bandet efter koncerten:
- Hold da kæft, et supportband, som får et publikum i Hollywood til at headbange, danse og synge med. Det er noget enestående, kan jeg godt fortælle her. Det har jeg aldrig oplevet før!
Men så kunne han - og Hollywood - sgu’ lære det
STEFFEN JUNGERSEN I HOLLYWOOD
VOLBEAT
Gibson Amfitheater
Hollywood
