BON JOVI, Parken (3 stjerner ud af 6)

Et overstadigt og veloplagt publikum lod sig hverken gå på af Parkens elendige akustik eller bandets svage øjeblikke – og så blev Bon Jovis koncert faktisk alligevel lidt af en fest.

Se, jeg indrømmer gerne, at jeg i Bon Jovis storhedsdage - fra midtfirserne til de tidlige år i det næste årti - elskede sange som ’Runaway’, ’You Give Love A Bad Name’, ’Livin’ On A Prayer’ og ’Born To Be My Baby’ mindst – som i MINDST – lige så højt, som det næste fjols ved baren gjorde dengang.

Vi græd, vi elskede, og vi ikke mindst festede til de sange og med god grund. En god sang er nu engang en god sang, og Bon Jovi formåede som få at banke de banaliteter af sig, som var de selve livet mening.

Hvilket de ind imellem faktisk var! For ’det behøver jo faktisk ikke at være så indviklet,’ som flere finurlige fætre i årenes løb har følt sig kaldet til at konstatere.

Og da Bon Jovi torsdag aften lagde fra land og inden for det første kvarter diverterede med tre af de ovenfor nævnte – ’You Give Love…’, ’Born To Be..’ og ’Runaway’ – var det såmænd næsten lige før, jeg kunne abstrahere fra den bedrøvelige betonkatedrals (copyright: mig selv) diabolsk dundrende djævleakustik.

Og så lover jeg udover ovennævnte ikke at skrive mere om lyden i denne rædderlige rædselsarena. Bortset fra at hverken arrangørerne eller Parken overhovedet – som i OVERHOVEDET – har lyttet efter den sønderlemmende kritik, der blev dem til del efter Bruce Springsteens kamp mod overmagten samme sted for et par uger siden.

Nå, men det var Bon Jovi, vi kom fra, i det omfang man kunne høre, hvad fanden der foregik.

Og Bon Jovi er – trods en hæderlig indsats i Parken – altså ikke, hvad de var engang.

For det første, fordi – som en udenlandsk kollega skrev for nylig – at Jon Bon Jovi omkring ’Keep The Faith’ albummet først i 1990’erne åbenbart glemte, hvad det konstituerer at have det sjovt. I stedet solgte han sin og bandets sjæl til MTV via en lang række rædsomme ballader, ligesom det tydeligvis stadig går Jon på, at han ikke i verdens elfenbenstårne værdsættes på samme måde som bysbarnet Bruce Springsteen.

Som om der skulle være noget som helst galt med ’bare’ at være en god, ærlig partyrocker. Og endda en sådan af slagsen, når de er bedst. For Bon Jovi er blandt de bedste, når de ’bare’ spiller op til fest og fede tider, som de gjorde næsten konstant på deres første fem album.

Til gengæld er og var de ikke meget værd, når begynder at postulere second hand Springsteen americana og flæbende ballader, som de alt for ofte har gjort i de senere år – formentlig i et misforstået håb om at blive tage alvorligt som ’kunstnere’ snarere end ’bare’ rockmusikere.

Når det imidlertid er sagt, så var Jon Bon Jovi selv retfærdigvis sagt i forrygende form og humør i Parken og tilmed i perioder i et festhumør som ikke set i årevis, ligesom han ydede en ærlig og hård arbejdsindsats. Dét blev i dén grad værdsat af størstedelen af de 35.000 i Parken, og de redder den tredje stjerne til denne anmeldelse.

Dårlig lyd eller tvivlsomme fyldnumre eller ej, så ville folket have fest, og så BLEV der faktisk også fest! Men det var nu først for alvor halvanden time inde i koncerten, da Bon Jovi krydrede den i forvejen fornøjelige ’Sleep When I’m Dead’ med et par vers fra The Doors’ udødelige ’Roadhouse Blues’ og Roy Orbisons ’Pretty Woman’ og fulgte op med en bragende ’Bad Medicine’.

Se, lige dér blev det langt om længe ’bare’ rock for rockens skyld, der var festen for fanden da, og havde Bon Jovi holdt den kadence koncerten igennem – eksempelvis ved at skære de mere kedelige sange ud og en god halv time af den to-en-halv time lange spilletid - havde denne anmeldelse som helhed set noget anderledes ud.

Imidlertid blev Bon Jovi heldigvis oppe på den store klinge i ekstranumrene. Hér bød en bandet og specielt en smilende frontmand, som var tydeligt imponeret af sit publikum, i første omgang på aftenens absolutte højdepunkt – en intet mindre end fremragende og følt ’Wanted Dead Or Alive’, ét af bandets bedste partytricks i nyere tid ’Have A Nice Day’, inden de – snart sagt selvfølgelig – rundede hele seancen af med en overstadig, livsglad og fremdeles formidabel ’Livin’ On A Prayer’.

Så lad mig da slutte med en bøn: hvis nu Jon Bon Jovi bare nøjes med dét, han er bedst til – nemlig dét, salig Gasolin’ kaldte at spille op til fest og dans – og lod være med i perioder at insistere på at være noget andet. Ja, så kunne det da være, vi kom op over tre stjerner næste gang!