Hej Matematiks andet album, der udkommer i dag, er som en rutsjebanetur fra det sublime til det direkte pinlige.

Mensom en mere eller mindre bevidst lytterservice til de mange, der medgaranti vil investere i cd'en, har Onkel Søren og nevøen Nicolaj Rastedarrangeret sangene efter kvalitet.

Godt og skidt

Såledesbegynder albummet med en håndfuld fremragende kompositioner, der villevære en midtfirser-version af Steffen Brandt værdig. Og pladen sluttermed noget, der mest af alt lyder som På Slaget 12 - på en rigtig skidtog tømmermænds-hærget intercity-tur hjem til Århus.

Bedst erdet endeløst underholdende titelnummer, der med garanti vil blive detultimative syng-med hit til diverse sommerfestivaler.

Alenetitlen er guld værd. Og når herligheden så bliver forsynet med enforførende popmelodi og et omkvæd med ordene »Man har regnet på detmeste. Matematik er så kompleks. Menhemmeligheden er, at alt går op i 6«, så er det lige før, man vil ladeSøren og Nicolaj slippe med en håndfuld lunkne kvajebajere forpinligheder som »Ud i det fri«, »Lukketid« og »Så ta'r vi toget« - allesange så ringe, at selv ikke pladens hyperprofessionelle produktion kanredde tæerne fra en række skånselsløse krampeanfald.

Men titelsangen står gudskelov ikke alene. Således er singlen »Party i provinsen« klassisk Hej Matematik- på én gang sjov, smart og uafrysteligt iørefaldende. »Weekend,weekend« er bare en god og ligepå popsang. Og selv »Maskinerne«, dermed teksten »Ding dong, det ku? være fjong« stikker hånden rigeligtdybt i Larsens lune lomme, er til at holde ud.

Næste gang bør Hej Matematik måske vente, til de har sange nok - eller blot i stedet udgive et minialbum.