Improviseret koncert

Danske Shaka Loveless og Alphabeat lavede en kort og halvt improviseret pop-up koncert i København mandag eftermiddag

Indre København omkring kl. 16 var gråt, blæsende og en smule kedeligt. Men indenfor i det nedlagte Daells Varehus, var energien og varmen i top.

Lyden var ikke for god, men Shaka Loveless, der er kendt for hittet 'Tomgang' og de smilende Alphabeat fyrede den af til et publikum bestående af præcis 217 mennesker ifølge BTs oplysninger. 

Dagens sjove indspark var en såkaldt pop-up koncert, der blev lavet i forbindelse med et nyt tv-program, der bliver filmet til DR3. I programmet følges to hold musikeres udfordring med at finde et fælles musikalsk udtryk uden meget tid til at øve sig og uden viden om, hvor mange publikummer, der dukker op. Og overraskende mange dukkede op, ifølge dagens kunstnere. 

- Hvor er det optur at se så mange mennesker. Jeg har været overdrevet nervøs over hvordan det skulle gå, men det her er så fedt. Tak fordi I er kommet! sagde en glad Shaka Loveless undervejs. Det var også et meget blandet publikum. Mødre med barnevogne, unge fyre med Netto-poser i hænderne og faste fans, der stod i kø længe inden dørene åbnede. 

De to bands spillede nogle af deres egne sange, og blandede til sidst to af deres mest populære sange sammen til en fusion.

- Pop-up koncerter er et super spændende koncept. Det er fedt at bryde genrebarriererne på den måde, og det at man ikke ved, hvor mange der kommer, eller hvordan lyd og lys er, går det sjovt og udfordrende, sagde en glad og tilfreds Shaka Loveless efter koncerten til BT. Hans musikalske partnere for dagen, Stine og Anders fra Alphabeat, var enige. 

- Det er vildt skægt. Vi kommer som band ud af vores komfort-zone ved at lave sådan noget her, for vi har ikke haft lang tid til at øve og det er en fed udfordring, siger Stine og Anders.

Dagens 'quickfix', som Alphabeat kaldte det, varede kun små 15 minutter, men vakte stor begejstring blandt de fremmødte. 

- Jeg så på Instagram, at Alphabeat skulle spille her, og så ville jeg lige kigge ned. Jeg håber de laver mere af den slags, det er en god overraskelse og et fedt indspark i hverdagen, sagde en af de fremmødte, 28-årige Hamilton Carvalho, der ligesom mange andre af de fremmødte hørte om koncerten kort før den opstod, på de sociale medier.